Annonce
Livsstil

Sexologen: Alle skulle prøve cølibat

Illustration: Julie Gry Sveistrup

Som sexolog skulle jeg umiddelbart være den sidste til at sige, at man kan få sex nok. Men det kan man - især i vores tid, hvor der er sex allevegne i tv, på film, i radioen og på nettet. Så selv om vi på den ene side længes efter bedre og dybere orgasmer og et vidunderligt parforhold med masser af intimitet, kan vi alle sammen godt længes efter en anden ting: Fred. Fred for seksuelle krav, forventninger og andre mennesker tæt på hele tiden.

Manglende sexlyst skyldes ret sjældent manglende sexlyst som sådan, men bare generel udmattelse, og at man ikke lige tænker på sex, fordi der er så meget andet, der fylder. For mange kvinder er sexlivet kedeligt og forudsigeligt, og så har liderligheden svært ved at overtrumfe tanker om "alt det, man skal".

Sex er også krav og præstationer for mange. Især unge oplever, at åbenheden om sex, porno og den hyper-seksualisering, der er i samfundet, betyder, at man skal være så meget på og så og så sexet. Mange unge kvinder tror - ifølge en dansk undersøgelse af unges sexvaner - at de skal stille op til analsex første gang, de har sex, og andre undersøgelser viser, at det seksuelle opleves som endnu et præstationskrav for både kvinder og mænd. Og hvad gør man så?

Jo, en del japanske og amerikanske unge vælger simpelthen sex fra. De er jomfruer til sidst i tyverne, og de foretrækker i virkeligheden at have sex med sig selv foran skærmen frem for at være sammen med et andet menneske. Det er selvfølgelig en trist udvikling, men faktisk er cølibat en udmærket ting i forhold til at mærke efter, hvor man står seksuelt. Cølibat vinder faktisk frem som en modtrend i øjeblikket, både i udlandet og herhjemme. På samme måde som man faster, hvis man har spist for meget og for at nulstille kroppen i en periode, kan cølibat være en slags sex-faste, der nulstiller det erotiske liv.

Det kan være utrolig sundt at lukke helt ned for erotikken i perioder. Både når man har sex, og når man ikke har det, men gerne vil, kan sex være en stressfaktor. Det gælder også, når man er i et fast forhold. Jeg kan godt finde på at foreslå mine klienter cølibat, det vil sige nul sex, i en periode, hvis det seksuelle er gået i hårdknude. Lysten kan være helt væk på grund af krise i forbindelse med utroskab, i forbindelse med sygdom, graviditet og amning, eller fordi parret måske har eksperimenteret lige lovlig meget seksuelt og er havnet i en situation, hvor det følelsesmæssige klima er hårdt og selvoptaget fra begge parter.

Cølibat i en uge, fire uger eller måske tre måneder kan være det mirakel for relationen, som sex ikke altid er. Ved at tage en timeout, kan I rette opmærksomheden nogle helt andre steder hen. For eksempel på jeres fællesøkonomi, den ene eller begges alkoholforbrug, vægt, motion, børn, venner, arbejdssituation, mobil-overforbrug, arbejdsdeling og fælles interesser. Det er alt det, der dræner os for sexlyst. Ved kun at fokusere på det, der dræner os og ikke på det seksuelle overhovedet, kan det erotiske blive forløst.

Den franske forfatter Sophie Fontanel har skrevet en hyldest til cølibat "The Art of Sleeping Alone". Hun var sexet single á la kvartetten fra tv-serien "Sex and The City" med masser af sex og byture. Hun besluttede sig for at tage et års cølibat. Det var en befrielse for hende efter et langt forhold, og hun slap for onenightstands, hun kun havde delvist lyst til og altid fortrød bagefter.

Må man onanere, når man er i cølibat, vil nogen spørge? Sophie Fontanel måtte, men gad ret hurtigt ikke, Hvis du er single, bestemmer du jo selv. De fleste siger dog, at lysten aftager. I parforhold er det en god idé at aftale, hvad cølibatet betyder? Må I for eksempel tilfredsstille jer selv? Må I se porno sammen og hver for sig? Må I skrive frække sms’er? Det er vigtigt at have reglerne 100 procent på plads, så cølibatet ikke ender med at skabe mistillid, jalousi og misundelse i relationen.

Meningen med cølibat? Bare sex, vil jeg sige.

Spontan lyst og øget sensitivitet over for berøring er noget af det, som et cølibat kan fremkalde, Det kan dog være en god idé at tage en enkelt time med en terapeut, hvis I påtænker cølibat som par, så I kan forventningsafstemme og få aftalerne på plads, inden I går i gang. Er du single eller trænger du til at slippe af med gamle og dårlige sex- og kærlighedsoplevelser, så gå i cølibat i fire uger. Det virker!

Annonce

Gode råd til at gennemføre et cølibat

1. Cølibat betyder, at den seksuelle energi kan bruges på andre problemer, som så kan blive løst. Ved at få ryddet op i garagen, få tabt de kilo eller løst det problem med jobbet eller i børnenes skole, kan I skabe grobund for mindre pligt og mere lyst.

2. Sæt en dato for cølibatet. Det kan eksempelvis være en måned før ferien.

3. Læg mærke til dine følelser. Lyder cølibat som en lettelse, så er det, fordi de følelser, der kommer op i forbindelse med sex, handler om pligt og burde. Sex er dermed ikke et frirum for dig, og det skal ændres.

4. Brug cølibattiden til at mærke bittesmå tegn (spirer) på lyst. Hvor kilder det? Hvad starter der? Hvordan kan du gå med den følelse? Mærk glæde, nydelse og begær i hver eneste fiber af din krop uden at give efter.

5. Har du været lidt for meget omkring seksuelt? Så er cølibat og selvforkælelse en måde at blive mentalt jomfru igen, hvor du nulstiller dig selv.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Politikere ønsker ikke anke sag om seksuelle overgreb - men den endelige beslutning lader vente på sig

Annonce