Annonce
Erhverv

Sigurd og Ditte købte én hektar jord: Nu skal de endelig til at lave cider af egne æbler

Deres æbletræer plantede de for fire år siden, og i år er Øksendrup Cider for første gang klar til at lave cider på egne økologiske æbler. - Den gav et godt svup, siger Sigurd Hockings, da Ditte Fromseier forsigtigt trækker proppen op af flasken. Foto: Michael Bager
Sigurd Hockings og Ditte Fromseier slog sig ned i Øksendrup syd for Nyborg, da de i slutningen af 00’erne blev færdiguddannet fra musikkonservatoriet i Odense. I dag lever de af at spille musik - og af at brygge cider.

Sigurd Hockings finder en lille lommekniv frem fra sidelommen i sine praktiske shorts og skærer et æble i både.

- Det her er virkelig bittert. Prøv at smage, siger han og rækker en skive af det blege, kompakte æble frem.

Ganske rigtigt. Æblet er bittert og tørrer munden ud, og først i eftersmagen møder en let sødme smagsløgene. Det er ikke en udpræget fornøjelse at sætte tænderne i æblet af sorten kingston black, men det er heller ikke meningen, at det skal spises. Kingston black er et gammelt engelsk cideræble, som sammen med knap 20 andre sorter udgør den blanding af æbler, som indgår i produktionen af Øksendrup Cider.

Annonce

Sigurd Hockings og Ditte Fromseier står i haven bag deres cideri, hvor to store, gamle æbletræer med ingridmarie- og filippaæbler fortæller historien om, hvordan parrets cidereventyr begyndte. De flyttede til Øksendrup efter endt uddannelse i slutningen af 00’erne. Begge er uddannede folkemusikere fra musikkonservatoriet i Odense og lever i dag stadig primært af at spille musik. De spiller i flere konstellationer og optræder også sammen under navnet Fromseier Hockings, hvor Sigurd spiller guitar og Ditte violin.

Den en hektar store æbleplantage er fire år gammel. Der er sat vildthegn op rundt om plantagen, så rådyr ikke skal spise af træerne eller af frugterne. Foto: Michael Bager

Ciderproduktionen begyndte på ren hobbyplan.

- Jeg er halvt englænder, og da vi begyndte at lave cider af vores æbler fra haven, var det, fordi det dengang var virkelig svært at finde rigtig cider i Danmark, siger Sigurd Hockings.

Flere nuancer i smagen

De anskaffede sig det allermest nødvendige hobbyudstyr som en kompostkværn og en æblepresser af træ og begyndte så småt at eksperimentere med ciderproduktionen på egen hånd. Ifølge musikerparret blev de okay til at brygge cider med havens æbler, men de manglede rigtige cideræbler for at komme rigtig i mål.

- Man kan sagtens lave cider af danske spiseæbler, men cideræbler er nemmere at arbejde med, og så giver de også flere smagsnuancer i den færdige cider, fortæller Ditte Fromseier.

De fleste spiseæbler er søde og syrlige, hvor cideræblerne ofte indeholder mindre syre og flere bitterstoffer. Foto: Michael Bager

Desuden kan man med cideræbler lave keeving, som er en proces, hvor en række næringsstoffer og gærrester lægger sig som et lag på toppen af brygget, som man så kan fjerne. Det gør gæringsprocessen langsommere og nemmere at styre, så man kan ramme den ønskede sødme.

Annonce

Første gang på egne æbler

Da parret besluttede sig for, at de ville til at lave cider for andet end deres egen fornøjelses skyld, stod de med et lavpraktisk problem: De havde ikke noget jord.

- Landmænd køber jord, der er ikke ret mange, som sælger. Vi fik kontakt med to lokale landmænd, som havde et indhak, som var bøvlet for dem af dyrke, og de syntes, vores projekt lød interessant. Så fik vi lov at købe en hektar jord af dem, siger Sigurd Hockings.

Yarlington mill, kingston black og court of wick. Øksendrups cider bliver primært produceret på gamle engelske æblesorter. Foto: Michael Bager

Parret viser rundt i plantagen, som de plantede for fire år siden. Hektaren er blevet omlagt til økologi, og æbletræerne står plantet i rækker med ujævne mellemrum. Træerne er stadig små, og i år er første gang, at Øksendrup Cider kan fylde en tank med most fra egne æbler.

- Vi er selv så spændte på at smage cider fra vores egen plantage, siger Hockings.

Annonce

I mesterlære

Indtil nu har Øksendrup Cider indkøbt æbler, og deres samlede produktion de seneste år har været på omkring 2000-3000 liter. Når deres egne æbletræer er i fuld bæring, forventer de at hælde 6000-10.000 liter cider på flaske årligt.

De har mødt megen goodwill både fra lokalbefolkningen og fra andre musikere, så deres professionelle cideri blev opført med midler, de modtog gennem crowdfunding, og flere af de lokale hjalp med at opføre selve cideriet, hvor den gamle, tyske æblepresser og tanken til mosten står.

Sådan fungerer crowdfunding

Crowdfunding er en form for fundraising, hvor man ved hjælp af sit netværk rejser penge til sine projekter og gode idéer.

I stedet for at lade fagpersoner i for eksempel Statens Kunstfond, kommunale puljer eller banker bestemme, om ens projekt skal blive til noget, præsenterer man sin idé på en crowdfunding-platform som booomerang.dk og lader det være op til venner, familie, kollegaer og andre interesserede, om projektet skal blive en succes.

Man tager med andre ord sagen i egen hånd og fører en kampagne for sin idé, hvor alle interesserede kan hjælpe projektet på vej ved at støtte med små eller større beløb efter eget valg.

Desuden har de stået i en form for mesterlære ved Jeppe Gents fra Fejø Cider, som har mange års erfaring med at lave cider.

- Jeppe har været virkelig hjælpsom, og det hjalp os enormt i starten, fordi han vidste en masse, som vi havde læst eller hørt om, men som kan virke kompliceret, når man ikke har set det i praksis. Når man får det demonstreret, er det i virkeligheden ikke så besværligt, fortæller Sigurd Hockings.

Annonce

Sen høst

Langt størstedelen af Sigurd Hockings og Ditte Fromseiers koncerter ligger i sommerhalvåret, hvor de ikke har ret mange timer at afse til ciderproduktionen. Derfor har de også valgt æblesorter, som modner sent, så de først skal høste en gang i slutningen af oktober eller først i november.

Øksendrup Cider

Drives af Ditte Fromseier og Sigurd Hockings. Parret har to børn sammen. 

Der indgår knap 20 æblesorter i deres cider. Tommelfingerreglen, de bruger, lyder på 40 procent bittersøde æbler, 30 procent søde æbler, 20 procent bittersyrlige æbler og 10 procent syrlige æbler.

Cideren kan købes i Øksendrup i ciderproducenternes egen butik eller på deres webshop. 

Læs mere på hjemmesiden  www.oeksendrupcider.dk.

Når æblerne er blevet plukket, kan de eftermodne i nogle uger, før de skal vaskes, kværnes til pulp og derefter presses. Så ryger mosten på tank i cirka 14 dage, før den stikkes om. Herfra kan den stå i mange måneder og gære. I år var deres cider færdig først på sommeren, og en stor del af deres salg sker fra hjemmet. Der er en ringeklokke på døren til cideriet.

- Gårdsalget har været den største udfordring, for vi kan ikke have faste åbningstider. Hvornår vi kan have åbent afhænger af, om vi skal ud at spille, så vi skriver på vores hjemmeside, at vi har åbent, når vi er hjemme, og at det er vi som regel. Hvis man vil være sikker på ikke at køre forgæves, kan man ringe til os, siger Ditte Fromseier, som også underviser i violin i Nyborg.

- Vi har ikke været ret gode til at reklamere for os selv, men det skal vi til, siger parret. Foto: Michael Bager

Øksendrup Cider sælges derudover i en række gård- og delikatessebutikker rundtomkring på Fyn.

- Vi er blevet kontaktet af butikkerne, som gerne ville føre vores produkter. Det er fedt, for vi får ikke noget ud af at have varer i en butik, hvor indehaveren ikke kender vores produkt, siger Sigurd Hockings.

Vi er blevet kontaktet af butikkerne, som gerne ville føre vores produkter. Det er fedt, for vi får ikke noget ud af at have varer i en butik, hvor indehaveren ikke kender vores produkt.

Sigurd Hockings
Annonce

Ciderturné

Siden Øksendrup Cider satte prop i sine første cidere, er der sket meget på den danske ciderscene, hvor små producenter er poppet op over hele landet. Sigurd Hockings og Ditte Fromseier har også oplevet en stigende interesse for cider, og sommeren over har parret haft rigtig mange mennesker forbi, som de formulerer det.

Når deres egne æbletræer er i fuld bæring, forventer Sigurd Hockings og Ditte Fromseier at hælde 6000-10.000 liter cider på flaske årligt. Foto: Michael Bager

- Der var nogle, som var på ciderturné gennem landet. Det er dejligt at kunne give vores kunder historien om vores cider med, siger Sigurd Hockings.

Nu er parret også ved at kaste sig over nye måder at bruge deres cider på og er ved at lave æblecidereddike. Desuden er de ved at få produceret en 220 liter stor tønde af dansk egetræ, som de vil bruge til at lave pomó, en brændevin på æblecider, i.

Sigurd Hockings og Ditte Fromseier bruger omkring 20 æblesorter til deres cider. Foto: Michael Bager

- Vores udgangspunkt har hele tiden været, at vi laver det, vi selv synes, er spændende at lave, og vi har lyst til at prøve at lave brændevin, siger Sigurd Hockings.

Annonce
Vejle

Tag kandidattesten her

Navne For abonnenter

Så skal der drikkes champagne: Alle naboer er inviteret til Irmgards 103-års-fødselsdag

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Torsdagens coronatal: Yderligere 1247 er smittet med corona

Annonce
Annonce
Annonce
Billund

Storfamilien Junkers tag er styrtet ned i regnvejret: - Tingene bliver nemmere af, at vi ikke sætter os ned og er kede af det

Sydjylland For abonnenter

Ny anholdelse i stor narkosag: Ung mand mistænkes for indsmugling af 22 kilo amfetamin og salg for 71.000 kroner

Alarm 112

Slam! sagde det: Lastvognen var for høj til broen: Lyskryds sat ud af kraft

Alarm 112 For abonnenter

26-årig anholdt i Vejle i stor narkosag: Fik en liter amfetaminolie sendt til Vejle med posten

Vejle Boldklub

VB-træner Peter Sørensen er fortsat uden sejr; vi har spillet til mere, end vi fik

Børkop For abonnenter

Regnen var centimeter fra at ødelægge Danmarks smukkeste vandmølle: ‘Vi har råbt op om det siden 2017, men der sker ikke noget’

Erhverv

Revisionsfirmaet Kreston opretter ny afdeling i Brande

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Løvkvist: Venstre vakler på vippen i Jylland - og det er Ellemanns store chance

Sydjylland

Anders troede, han skulle stemme på Venstre, men kandidattest pegede på et andet parti: - Det er stof til eftertanke

Vejle

Silende regn er skiftet til byger: Højvandsvagten stod op klokken tre i nat for at tjekke en vigtig ting

Vejle For abonnenter

Når det står ned i stænger, og Skovgade svømmer over: Så meget vand kan din bil tåle, før du får problemer

Hedensted

Anders Bent gik fra 20 forskellige hjemmehjælpere om måneden til fem-seks: De kender mig bedre

Annonce