Annonce
Erhverv

Sikær parkerer café-comeback i centralt butikslokale: Det er for småt

Der er plads til en café mere i Jelling, mener Martin Sikær. Indtil videre afventer han dog et comeback i byen. Arkivfoto
Det bliver ikke i denne omgang, at Martin Sikær vender tilbage med Conrads i Jelling. Det ønskede lokale i Gormsgade er ikke stort nok, men der er også en anden grund til, at han er tilbageholden.

Jelling: Havde du gået og glædet dig til en burger eller et stykke smørrebrød hos en ny Conrads-café i Gormsgade, må du vente længe. For caféen bliver ikke til noget. I hvert fald ikke i denne omgang.

Det fortæller caféejer, Martin Sikær.

Han luftede ellers sine overvejelser om at vende tilbage til Jelling i den tidligere blomsterbutik i Gormsgade 17, efter lokalet blev ledigt i begyndelsen af året. Siden har han været i forhandlinger med Verner Pedersen, der ejer ejendommen. Men de to er ikke kommet frem til en løsning om det 150 kvadratmeter store butikslokale.

- Vi mener ikke, at Gormsgade 17 er stor nok til en café med et fuldt køkken, hvor vi laver tingene fra bunden af. For os er 200-225 kvadratmeter et minimum, så det vil kræve store anlægsinvesteringer. Der er helt sikkert mulighed for en eller anden form for restaurationsdrift, men det er på et noget mindre ambitionsniveau end det, vi har lyst til, siger Martin Sikær, der har Conrads i Vejle.

Annonce

Fra café til retssager

  • Conrad Café i Jelling var fra 2008 til efteråret 2010 drevet i et nu nedrevet hus, der lå inden for monumentområdet.
  • Derefter fulgte retssager mellem caféens ejer, Martin Sikær, og Vejle Kommune om det opsagte lejemål.
  • Det skyldes, at Martin Sikær var utilfreds med den tildelte erstatning, der byggede på hans regnskabstal. Hans pointe var, at hans virksomhed var i indkøring og derfor senere ville give overskud. Nu blev han frataget mulighed for at afskrive på sin investering.
  • Han tabte sagen i både by- og landsret.

Historien skræmmer

Martin Sikær havde café i Jelling i et par år frem til 2010. Dengang måtte han caféen, fordi den lå i et hus, der skulle nedrives som en del af planen for monumentområdet.

- Historien skræmmer os lidt. Vi har brændt fingrene en gang på ændrede lokalplaner, så der er flere ting i det end som så. Gormsgade 17 er inden for palisaden, og jeg er ikke sikker på, at de sidste huse er revet ned i området. Så stor en investering i et hus, som måske skal rives ned igen, er vi nervøse for. Derfor er vi lidt langmodige her, end vi ellers ville være, forklarer Martin Sikær.

Det betyder dog ikke, at han har afvist tanken om et café-comeback i byen.

- Ideen om at starte en cafe i Jelling er bestemt ikke droppet. Der er et potentiale, og jeg tror, der vil være plads til en rendyrket café, hvor man satser på at drive en café med maden og oplevelsen som den drivende faktor. Jeg tror ikke, Jelling som by er færdig med at vokse, og der tilpas langt til Vejle eller Kolding. Samtidig er der Kongernes Jelling, som tilsyneladende kan blive ved med at trække tusindvis af folk. Der er ikke noget, der ser ud til, at det skal stoppe, siger Martin Sikær.

Håber på aktiv butik

Dermed er muligheden åbnet for, at andre iværksættere kan prøve kræfter med det ledige butikslokale i Gormsgade. Ifølge bygningens ejer, Verner Pedersen, er lokalet egnet til eksempelvis café, restaurant, souvenirs eller tøjsalg.

- Der er mange muligheder, og i princippet kan det også laves om til lejligheder, lagerhotel eller noget helt tredje, men jeg vil helst have en aktiv butik. Den har en fantastisk beliggenhed, hvor folk nemt kan gå ud og ind. Her har vi et kundegrundlag, fordi der færdes så mennesker lige udenfor bygningen, siger Verner Pedersen.

Lokalet i Gormsgade 17 blev ledigt i starten af året, da blomsterbutikken Botanik by Rebekka (tidligere Henrys by Rebekka) forlod bygningen for at rykke ind i hjørneejendommen i Gormsgade 13.

Martin Sikær har længe været i dialog om det røde hus til venstre i billedet. Den helt store fordel er de mere end 200.000 årlige gæster i Kongernes Jelling, som ligger to bygninger længere til højre. Ulempen er, at husets faciliteter ikke er store nok til Sikærs café-koncept. Arkivfoto: Leif Baun
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Hjulboltene var skruet af Toyota

Annonce