Den første dag i Paris, som har inspireret mig til novembers madskole, fik vi det klassiske, franske køkken: nemlig boeuf bourguignon til frokost og snegle og frølår til aften.
Faktisk fik vi boeuf bourguignon to gange i løbet af vores ferie i Paris. Første gang blev den serveret med pasta og anden gang med kartoffelmos, som nok er lidt mere klassisk.
Anden gang var på restaurant Polidor, der er en fantastisk lille restaurant. Den er så original, at den også bliver brugt til filmkulisse. Blandt andet i Woody Allens "Midnight in Paris".
Jeg har valgt denne ret, fordi den passer perfekt til efterårsaftener.
Bon appetit.
Opskrift
Til fire personer:
800 g oksebov
250 g bacon i tern
50 g mel
1 stort løg
250 g champignon
2 fed hvidløg
2 gulerødder
4-5 stilke timian og persille
3 laurbærblade
4 dl oksefond
5 dl rødvin
Salt og friskkværnet peber
Smør til stegning
Skær oksekødet i små stykker.
Skær bacon i små stykker.
I en stor skål blandes mel og oksekød.
Hak løg og hvidløg fint.
Skær gulerødder og svampe i skiver.
Kødet brunes af i en stor gryde med lidt smør. Tag kødet op.
I gryden steges løg og hvidløg, til de er bløde.
Herefter tilsættes bacon og svampe.
Lad det hele stege lidt.
Kom gulerødderne i, derefter vinen og til sidst oksefonden.
Tilsæt salt og peber og de stegte stykker oksebov.
Bind urterne sammen og lad dem koge med.
Koges i tre-fire timer under låg.
Fisk urterne op inden servering.
Server med kartoffelmos.