Vejle: Vejle Boldklub stillede mandag eftermiddag med det stærkeste reservehold i lange tider.
Samtlige 11 i startformationen til opgøret mod Sønderjyske kom fra førsteholdstruppen, men VB tabte alligevel opgøret til Sønderjyske, som foregik i VB Parken, med 2-1.
- Vi har i øjeblikket mange spillere, som trænger til kamptræning, og derfor passede det fint, at de kunne komme i kamp for vores reservehold, sagde Johan Sandahl, trænerassistent i VB.
Også Sønderjyske kom med et godt hold, som blandt andre bestod af Johan Absalonsen, Julius Eskesen og flere andre med masser af superliga-fodbold på cv’et.
Indskifter reducerede for VB
Holdene spillede en lige og målløs første halvleg, men i anden halvleg første minut kom sønderjyderne foran, og senere øgede de føringen til 2-0, inden den indskiftede U19-spiller Hocine Belgacem reducerede.
Begge hold kom undervejs til chancer af pæn størrelse, og hos VB var Leonel Montano største synder, da han misbrugte et par hovedstødsmuligheder, mens VB-målmand Alexander Brunst med flere gode redninger forhindrede Sønderjyske i yderligere scoringer.
- Det var vel det, man kalder en god reserveholdskamp. Alle arbejdede hårdt, og det er normalt det, man gerne vil se i reserveholdskampe, sagde Johan Sandahl.
Kampen var VB’s første dette efterår i Reserveligaen. Der venter yderligere tre reserveholdskampe på denne side af årsskiftet, og af dem er opgøret mod FC Midtjylland den næste. Midtjyderne er mandag 16. november gæst i VB Parken.
VB-Sønderjyske 1-2 (0-0)
Reserveligaen, pulje 2
Mål: 0-1 (46.), 0-2 (67.), 1-2 Hocine Belgacem (83.).
VB (4-2-3-1): Alexander Brunst - Tobias Mølgaard, Juhani Ojala, Matthew Briggs, Viljormur Davidsen (Oliver Provstgaard, 72.) - Lundrim Hetemi, Thomas Gundelund - Lucas Jensen (Valdemar Sadrifar, 60.), Diego Montiel (Hocine Belgacem, 72.), Arbnor Mucolli (Villads Rasmussen, 74.) - Leonel Montano.