Vejle: Lidl i Vindinggård Center i Vejle måtte søndag endnu engang lukke butikken på grund af skadedyr. Det er tredje gang i løbet af kort tid, at problemet rammer butikken.
- Det er beklageligt, at der endnu engang er konstateret skadedyr i vores butik. Ikke mindst over for vores mange kunder, der søndag måtte gå forgæves, siger Morten Vestberg, kommunikationschef hos Lidl.
Han ved endnu ikke, hvornår butikken forventes at åbne igen.
- Når vi har sikret, at vores eksterne samarbejdspartner har løst problemet og der er ryddet op, skal butikken have et kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen før vi igen åbner, siger Morten Vestberg, der tilføjer, at Lidl tidligst kan åbne 48 timer efter, at der ikke er konstateret skadedyr på matriklen.
Tredje gang
Det er som nævnt tredje gang, Lidl i Vindgård Center må lukke på grund af skadedyr.
En af gangene blev der fundet en død rotte ved pappresseren i butikkens bageste lagerlokale. Samtidig blev der fundet spor af ekskrementer.
Det fik dengang Fødevarestyrelsen til at kræve, at lageret blev isoleret fra resten af butikken. Her valgte Lidl dog selv at lukke butikken.
- Kunders sikkerhed kommer i første række, konstaterer Morten Vestberg.
Søndag morgen var den så gal igen. Skadedyrsbekæmpere har været i gang med at lokalisere problemet med hunde.
Det er endnu uvist, hvornår butikken kan åbne igen.