Annonce
Give

Skader og corona ødelagde sæsonen for Give Tennisklub

GTKs sportschef Lars Baes går nu i tænkeboksen mht., hvilken strategi, han skal vælge for truppen i 2021. Klubben går igen benhårdt efter at komme i top 4, altså i medaljespillet. Foto: Jim Hoff
Kun et sølle point skilte de forsvarende danmarksmestre fra Give Tennisklub i at komme med i medaljespillet. Skader, corona og manglende marginaler står tilbage som forklaring på nedturen.
Annonce

GIVE: Lørdag aften sad en skuffet og måske også lidt bitter herre fra Vejle i en bil på vej hen over Storebæltsbroen og spekulerede, så det knagende næsten helt ned i fundamentet på det imponerende bygningsværk.

- Hvad skete der lige? Hvorfor gik min plan i vasken?

Det var overskrifterne på det mylder af tanker, der for gennem  Give Tennisklubs sportschef Lars Baes, der kort forinden havde set sin og klubbens drøm om at havne i final four, altså medaljespillet i elitedivisionen i tennis, smuldre med mindst mulige marginal.

Give havde tabt 4-3 i KB, og så havde Lyngby og HIK, de nærmeste medbejlere til pladserne i medaljespillet foruden i forvejen medaljespilssikre Gentofte og KB, via sejre mod henholdsvis Gentofte og Århus 1900 snuppet de sidste billetter til det forjættede tennisland.

- Det er godt nok bittert ikke at komme med, når det er så forbandet tæt på. Et point, et sølle point mere, og vi havde været med. Og det er et point jeg sagtens kan få øje på, som vi burde have snuppet henover sæsonens kampe, konstaterer Lars Baes.

Annonce

Coronaen gjorde de andre stærkere

At de forsvarende danmarksmestre ikke røg med i medaljespillet, er der ifølge sportschefen flere forklaringer på.

- For det første betød coronakrisen, at de andre hold kunne stille med deres allerstærkeste spillere i kampene, De var ikke ude i Europa og spille. Dermed blev rækken stærkere og dermed også sværere at begå sig i i år, forklarer Lars Baes.

Det medførte at Gentofte, KB, Lyngby og HIK kunne stille med deres allerstørste kanoner som Holger Rune, Christian Sigsgaard og Frederik Løchte i næsten alle kampe, hvilket i den grad pyntede på de respektive klubbers pointhøst.


Det er vigtigt for at få markeret, at vi ikke bare er en døgnflue. Give Tennisklub har gang i et langtidsholdbart projekt. Vi vender sultne og revanchelystne tilbage i 2021 og er igen klar til at sætte markante aftryk på Elitedivisionen

Lars Baes, sportschef Give Tennisklub


Samtidig havde Give sagt farvel til den stærke danske spiller Andreas Bjerrehus, og de langtidsskadede Frederik Press og Niels Heise Korsgaard var heller ikke til rådighed.

- I sidste sæson kunne jeg bedre 'diktere' kampene, altså forudberegne, hvordan det ville gå og på den måde næsten planlægge vores pointhøst. Det var helt umuligt i år i den meget stærkt besatte række. Men når vi stillede op i stærkeste opstilling som mod HIK, hvor vi vandt 5-1 på udebane, ja så viste vi formatet, og at vi egentlig hører hjemme i top 4, konstaterer Lars Baes.

Annonce

Manglede marginalerne

Han noterer sig også, at manglende marginaler også spillede ind, bedst eksemplificeret ved sidste spillerunde, hvor Lyngby skulle op mod favoritterne fra Gentofte.

- Om formiddagen melder Gentoftes bedste spiller, Christian Sigsgaard fra med en skade. Han havde spillet 12 kampe for Gentofte i sæsonen og vundet alle 12. Så her var Lyngby mere end enormt heldige med at møde en decimeret modstander. Med Sigsgaard på Gentoftes holdkort er jeg 100 % sikker på, at vi havde taget den sidste billet til medaljespillet, siger Lars Baes.

Han mere eller mindre godkender dog sæsonen ud fra den betragtning, at Give er en lille klub i det store købernhavnerdominerede tennisbillede, og at ret meget skal klikke, for at man som 'jysk bonderøvsklub' kan gå ind og skubbe til det danske tennishierarki.

- Jeg godkender 100 % spillernes indstilling til kampene. I nogle kampe har vi grundt svigtende dagsform manglet den sidste kvalitet, men vi vinder trods alt fire kampe, taber to og spiller én uafgjort i en række med et sindssygt højt niveau. Vi fik igen vist noget rigtig flot tennis og dygtige tennisspillere for tilskuerne i Gryden, og vi har været med til at skabe mere fokus på Elitedivisionen og har på en måde formået at hive de andre klubber med med hensyn til at skabe nogle fede rammer omkring kampene osv., siger Lars Baes.

Annonce

Vender revanchelystne tilbage i 2021

Han går nu med en række erfaringer rigere i tænkeboksen i forhold til strategien i 2021. Målet er helt klart at nå medaljespillet, men skal sportschefen måske gå på kompromis med sit mantra om at spille med to danske og to tyske spillere i kampene? Hvordan skal/kan truppen se ud?

Det er store og vigtige spørgsmål, der skal tages stilling til, for Give Tennisklub har ikke tænkt sig at lægge sig ned og være selvfede over det vundne DM i 2019 og nøjes med at pudse pokalen ved festlige lejligheder.

- Overordnet set er det vigtig for os her i GTK at få markeret, at vi ikke bare er en døgnflue. Give Tennisklub har gang i et langtidsholdbart projekt. Vi vender sultne og revanchelystne tilbage i 2021 og er igen klar til at sætte markante aftryk på Elitedivisionen, fastslår Lars Baes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Vejle

Beboertalsmand efter flere smittetilfælde på Søndermarken: Regionen bør tilbyde corona-test til alle i Løget

Annonce