Annonce
Læserbrev

Skal friskolerne kun være for overklassens børn, Mette Frederiksen?

Skolepolitik er ikke nulsumspolitik. Folkeskolen bliver ikke stærkere af, at man tærer på fri- og privatskolerne. Man risikerer bare at skade børnene og særligt de børn, som folkeskolen i sin nuværende tilstand ikke kan imødekomme.

Læserbrev: Forleden fremlagde Socialdemokratiet sit forslag til finansloven 2020. Et af elementerne i deres udspil er blandt andet, at de vil skære i støtten til de frie grundskoler med cirka 300 millioner kroner i et åbenlyst forsøg på at svække det frie skolevalg og tvinge flere børn over i landets folkeskoler.

Det kommer med den sociale slagside, at de familier, der ikke har så mange penge mellem hænderne, ikke længere ville kunne sende deres børn på en friskole. Det privilegie frit at kunne vælge en friskole til, der bedre imødekommer forældrene og børnenes behov, vil i fremtiden være forbeholdt overklassens børn, hvis det står til Socialdemokratiet.

Besparelsen er intet andet end et ideologisk korstog mod de frie grundskoler for at tvinge børn over i folkeskolen for at vende den flugt, der har været fra folkeskolen til friskolerne over en årrække. Men årsagen til, at folk flytter deres børn over i fri- og privatskolerne, er jo for manges vedkommende et resultat af den folkeskolereform, som Socialdemokratiet som bekendt selv stod i spidsen for i sin tid.

Socialdemokratiet vil i stedet for at løfte og styrke folkeskolen hellere trække alle alternativerne ned og svække de frie skoler. Men skolepolitik er ikke nulsumspolitik. Folkeskolen bliver ikke stærkere af, at man tærer på fri- og privatskolerne. Man risikerer bare at skade børnene og særligt de børn, som folkeskolen i sin nuværende tilstand ikke kan imødekomme. Måske man i stedet skulle kigge på nogle af de ting, der gør friskolerne til en succes og implementere dem i folkeskolen, så den kan konkurrere med friskolerne på, hvad man kan tilbyde forældre og børn.

Derudover er der mange mindre lokalsamfund rundt i landet, hvor den lokale folkeskole har drejet nøglen om, og det eneste, der holder lokalsamfundet oppe, er en privat- eller friskole. Det ville mildest talt være katastrofalt for dem, hvis deres eneste lokale skolemulighed også går nedenom og hjem, fordi Socialdemokratiet ikke vil anerkende det ansvar, de frie grundskoler bærer.

Så kære Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, lad være med at undergrave det frie skolevalg, så det kun er de rigeste og mest privilegerede, der har råd til at sende deres børn på en fri grundskole.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

På vej forbi 2000 sølvmønter: Uhrhøjskatten har taget andenpladsen

Annonce