Annonce
Jelling

Skal Jelling Festival også sælges? Vi har spurgt Charlie

Festivalleder Lars "Charlie" Mortensen mener, at vi skal værne om de værdier, som blandt andet mange af de danske festivaler er bygget op om. Arkivfoto: Mette Mørk
Firmaet bag festivalerne Northside og Tinderbox er blevet solgt til britiske Superstruct Entertainment. En trist udvikling, mener Jelling Musikfestivals leder Lars "Charlie" Mortensen - og han forsikrer, at der ikke bliver solgt nogen festival i Jelling, så længe han sidder ved roret.

Jelling: I starten af maj kunne et festival-Danmark, der var i fuld gang med forberedelserne til endnu en sæson, læse, at firmaet bag blandt andet Northside og Tinderbox var blevet solgt.

De to store musikfestivaler i henholdsvis Aarhus og Odense havde været en del af selskabet Down the Drain Holding, og det var blevet opkøbt af en endnu større festivalmastodont i form af britiske Superstruct Entertainment. En kapitalfond, som ifølge Ekstra Bladet har forbindelser til firmaer i skattely.

Salget af de to festivaler - eller måske i højere grad tendensen til, at festivaler bliver en forretning for store internationale selskaber - er ikke noget, der vækker begejstring i Jelling. Tværtimod. Men lad os først lige få på det rene, om det kunne ske for Jelling Musikfestival, der er i gang lige nu.

- Nej, den bliver ikke solgt, så længe jeg sidder her, lyder det meget klare svar fra festivalleder Lars "Charlie" Mortensen.

Han tilføjer i øvrigt, at det formentlig heller ikke kommer til at ske, efter han engang er holdt, da ejerskabet af festivalen ligger hos de frivillige, og de vil nok ikke arbejde for et kommercielt selskab.

I år er det 50 år siden, at Woodstock-festivalen blev afholdt. Her handlede det om "peace, love and understadning" - om mangfoldighed. Jeg siger ikke, at det kommer til at ske her og nu, men man skal passe på ikke at miste de værdier. Før i tiden ville der ikke blive solgt en eneste billet, hvis en festival diskede op med en ejerkreds, som det der nu står bag de nævnte festivaler. Kommer det til kun at handle om penge, så vil det ødelægge den festivalkultur, som startede med Woodstock.

Lars "Charlie" Mortensen, festivalleder

Tre tabere - deriblandt publikum

Og så tilbage til, hvorfor det ifølge Lars "Charlie" Mortensen ikke er godt, at festivalerne ryger i hænderne på store selskaber, der er sat i verden for at lave en god forretning.

- Jeg vil gerne understrege, at Northside og Tinderbox er gode festivaler, men det er det underliggende setup, der er noget broget. Man skal passe på med at gøre festivalerne kommercialiserede, for så bliver det bare en kamp mellem nogle store mastodonter, og taberne bliver publikum, musikerne og foreningerne, siger festivallederen.

Publikum taber ved højere billetpriser. Musikerne - de danske vel at mærke - taber ved, at kommercialiserede festivaler vil fokusere på flere store udenlandske navne. Og foreningerne taber, fordi overskuddet ikke går til dem - eller til fællesskabet og mere kultur - men til pengemændene bag de store selskaber.

Værne om værdierne

Jelling Musikfestival er ligesom flere andre festivaler i Danmark - heriblandt også Smukfest og Roskilde Festival - nonprofit. Er der overskud, går pengene til velgørende formål, støtte til foreninger og organisationer eller andre ting, hvor det ikke handler om fortjeneste for selve festivalen.

Hele den her symbiose, som man vel nærmest kan kalde det, hvor festivalerne drager nytte af frivilligt arbejde og derefter giver overskuddet tilbage til foreningerne og andre almennyttige foretagender, skal man værne om, mener Lars "Charlie" Mortensen. Han advarer mod, at vi i Danmark sælger for meget ud af vores værdier.

- Det gælder, når vi begynder at sælge ud af danske selskaber som Dong og DSB - og det gælder, hvis vi ikke passer på den her frivillighedskultur, som er et lidt specielt DNA her i Danmark. Hvis store firmaer overtager festivalerne i Danmark, så vil der ikke være mange penge tilbage til fællesskabet. Det er jo derfor, vi er nonprofit, siger Lars "Charlie" Mortensen og understreger, at det ikke er noget, der er ved at ske her og nu, men at man skal passe på.

Jelling Musikfestival har for nylig doneret 135.000 kroner til Lær for Livet - et læringsprogram for anbragte børn, og i 2018 blev der fra festivalens side uddelt mere end 3,2 millioner kroner til primært lokale projekter, foreninger og lignende.

Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Siriuspatruljen samles ved Vejle Fjord: Her kan fortælles historier om kulde, afsavn og 100 dage uden bad

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce