Annonce
Vejle

Skal sydkajen udvides? Borgmester tøver, og viceborgmester siger nej

Vejle Havn ønsker at undersøge muligheden for at udvide sydkajen 250 meter ud i fjorden. Det vil i givet fald være i forlængelse af det nuværende indspulingsbassin. Luftfoto: Google Maps. Bearbejdning: Kristian Pahus
Vejle Havn ønsker at undersøge, om sydkajen kan udvides 250 meter ud i fjorden. Borgmester Jens Ejner Christensen (V) vil have belyst pladsmanglen, mens viceborgmester Dan Arnløv (K) afviser idéen.

Vejle: Skal Vejle Havns sydkaj strække sig 250 meter længere ud i Vejle Fjord?

Borgmester i Vejle Kommune Jens Ejner Christensen (V, ønsker hverken at sige ja eller nej til, hvorvidt sydkajen skal forlænges.

Som havnedirektør Knud Vang Nielsen præsenterer det, kniber det med gode arealer på sydkajen, når nordkajens havnevirksomheder skal vige for boligplanerne og rykke over til sydkajen omkring 2030 og 2031.

Havnen leger derfor med idéen om mere sydkaj og ønsker, at Vejle Byråd siger ja til en VVM-undersøgelse.

Jens Ejner Christensen (V) vil dog først se på behovet for mere plads.

- Min største bekymring er, om det kommer til at ændre udtrykket for meget for Vejle by og Vejle Havn. Vi skal have vurderet, hvor stor pladsmanglen er, og så skal vi som kommune selvfølgelig tage stilling til, om vi vil udvide havnen den vej. Jeg synes, der er mange gode idéer til det, men som byråd og ejer af Vejle Erhvervshavn har vi slet ikke haft diskussion om, hvorvidt vi ønsker en udvidelse, siger Jens Ejner Christensen (V).

Borgmesteren mener, at det er muligt at opretholde en driftig erhvervshavn med det nuværende antal kvadratmeter på sydkajen.

- Der er masser af plads til at tage imod virksomheder, så det er ikke et problem nu, siger han.

Hvad er VVM?

  • VVM står for Vurdering af Virkning på Miljøet. Det er en procedure, VVM-myndigheden skal anvende, inden der kan gives tilladelse et projekt for at sikre, at miljøet ikke tager skade, hvis projektet gennemføres.
  • Når en kommune søger staten om tilladelse til projektet, er den blandt andet forpligtet til at levere oplysninger om projektets størrelse, placering og forventede indvirkning på miljøet.
  • Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er VVM-myndighed, når det gælder udvidelse af erhvervshavne.

Kilde: Transport- og Boligministeriet

Dan Arnløv: Slå koldt fjordvand i blodet

Viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K), er ikke vild med idéen om at forlænge sydkajen og ønsker heller ikke på nuværende tidspunkt at undersøge muligheden.

- Jeg synes, vi skal slå koldt fjordvand i blodet og vente med beslutte noget, indtil vi har fået fyldt indspulingsbassinet. Lad os nu se, hvor meget vi kan få plads til der. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi får lov til at bygge 250 meter ud i fjorden, siger han.

Førsteprioritet er at beskytte fjorden og så bør Vejle Havn udnytte sin formue på mere klimasikring frem for en udvidelse af sydkajen, mener Arnløv. Han mener desuden, at sydkajen rummer nok areal til nordkajens virksomheder.

Er du imod en VVM-undersøgelse?

- Det vil koste mange penge, og det er tvivlsomt, om vi overhovedet får lov til at forlænge sydkajen. Efter min mening skal vi vente, til vi har fyldt den nuværende kaj op, inden det undersøges. Jeg vil være stærkt kritisk, hvis det ender i byrådet.

Vil du stemme nej i byrådet til en undersøgelse?

- Det vil jeg tro, siger Dan Arnløv.

Henning Dam: Vi bør undersøge det

Medlem af bestyrelsen for Vejle Havn og byrådsmedlem for Socialdemokratiet Henning Dam taler for en VVM-undersøgelse.

- Vi får nogle pladsproblemer efter 2030, når nordkajens virksomheders lejekontrakter udløber med den nye ejerstrategi. Vi ønsker at få afdækket mulighederne med en VVM-undersøgelse, og jeg synes, det vil være godt at få processen sat i gang. Om jeg er for eller imod, det afhænger meget af, hvad en VVM-undersøgelse viser, siger Henning Dam (S).

Men vil der ikke være plads nok, når kajenden bliver byggeklar?

- Det svært at sige ja eller nej til, for det kommer an på, hvor meget kajplads de enkelte virksomheder efterspørger. Det kunne også være, at der er basis for at tiltrække nye havnevirksomheder, nu når man drosler ned på havneaktiviteterne i Kolding. Men det vigtigste er, at vi får lavet en VVM-undersøgelse og derefter tager stilling, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Annonce