Annonce
Vejle

Skimmelsvamp har sat de hjemløse på gaden: Kommunen vil finde en løsning hurtigst muligt

Vejles hjemløse har midlertidigt mistet deres værested, efter et besøg fra Arbejdstilsynet resulterede i fire påbud. Foto: Google Street View
Vejle Værested og Herberg lukkede mandag på grund af krav fra Arbejdstilsynet. Nu skal kommunen, udlejeren og Vejle Krisecenter mødes for at finde ud af, hvordan byens hjemløse igen kan få tag over hovedet.

Vejle: Efter et besøg fra Arbejdstilsynet valgte Vejle Værested og Herberg - der er et tilbud til Vejles hjemløse - mandag at lukke med omgående virkning. Men der skal ske noget hurtigt. Sådan lyder det fra formanden for Vejle Byråds voksenudvalg, Gitte Frederiksen (V).

- Det er alvorligt det her, og derfor har vi også møder allerede i morgen torsdag, både med udlejer, Vejle Krisecenter og forvaltningen, så vi kan finde en løsning, siger Gitte Frederiksen.

Det er Vejle Krisecenter, der driver værested og herberget for Vejle Kommune,

Vejle Værested og Herberg fik fire påbud og kontaktede selv efterfølgende en uvildig bygningsekspert, som kunne konstatere, at det står skidt i de lejede lokaler på Damhaven 1.

Annonce

Det skal gå hurtigt

Skimmelsvamp, fugt i vægge, manglende udsugning i køkken og gulve, der er bakterieramte, var blot nogle af de ting, der blev fundet.

Gitte Frederiksen har ikke yderligere kommentarer til, hvad der skal ske, før der er blevet holdt møder med blandt andet udlejeren på stedet.

- Vi ved ikke endnu, hvad der skal ske. Det kan vi ikke sige noget om, før der har været et møde. Men der skal ske noget hurtigt, så vores borgere igen kan få et trygt sted at være og seng at sove i, siger Gitte Frederiksen.

Jansen Ejendomme A/S ejer bygningen på Damhaven 1, hvor herberget holder til på 2. sal. Ejer af Jansen Ejendomme, Søren Jansen, ønsker angiveligt ikke at kommentere sagen. Han lagde røret på, da avisen ringede.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Alle plejecentre får måske fast læge

Annonce