Annonce
Vejle

Skimmelsvamp og slunken kasse lukker tilbud til udviklingshæmmede

Lodshuset - de gule bygninger til venstre - ligger på Ibæk Strandvej med udsigt til broen og over fjorden. Tilbuddet hører under De 2 Gårde, som ligger fordelt på fire adresser i Brejning, Gauerslund og Sellerup. Foto: Kristian Pahus

Døve udviklingshæmmede har i årevis boet i Lodshuset. Men nu lukker det sandsynligvis, da kommunen ikke ser en anden udvej. Bygningerne er hverken forsvarlige at bo eller arbejde i, og politikerne har ikke afsat midler til nybyggeri.

Vejle: Skimmel og mangel på kroner i kassen tvinger Lodshuset på Ibæk Strandvej til at lukke.

Botilbuddet til døve udviklingshæmmede er ifølge Vejle Kommunes forvaltning så sundhedsmæssigt skadeligt, at det ikke længere er forsvarligt for hverken beboere eller medarbejdere.

Og da politikerne ikke har prioriteret at sætte penge af til enten at renovere rammerne eller etablere nye, så ser man ingen anden udvej. Det fremgår af dagsordenen til det kommende møde i byrådets voksenudvalg.

- Rigtig dumt, mener byrådsmedlem Martin Jensen (S).

- Nu må vi blot se fremad, lyder det fra udvalgsformand Gitte Frederiksen (V).

Artiklen fortsætter efter kortet.

Skattelettelser er blevet valgt frem for at tilgodese vores allersvageste borgere. Så nu mærker de handicappede og døve konsekvenserne.

Martin Jensen (S)

Sundhedsmæssige hensyn

Velfærdsdirektør Anne Mette Lund ønsker ikke at kommentere sagen, da hun mener, at den er tilstrækkeligt belyst i det materiale, som politikerne har fået udleveret på forhånd og ligger tilgængeligt for offentligheden på kommunens hjemmeside.

Heri står blandt andet, at bygningerne fra henholdsvis 1777 og 1978 blev renoveret for tre år siden og delvist saneret for skimmelsvamp og grundfugt.

Allerede i 2016 var den gal igen, og siden har man løbende ført kontrol for at sikre beboernes velbefindende og arbejdsmiljømæssige hensyn.

Forud for de økonomiske forhandlinger i sensommeren gjorde embedsværket byrådets medlemmer opmærksomme på problemstillingen. De valgte at sidde den overhørig i forbindelse med budgettet for 2019 indgået af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale Venstre og Liberal Alliance.

- Som en konsekvens af, at flytning af Lodshuset ikke er prioriteret i anlægsbudgettet, er det forvaltningens vurdering, at det eksisterende tilbud af sundhedsmæssige hensyn for personale og beboere lukkes, hedder det i dagsordenen.

Ikke med min stemme

I dag bor fire beboere på det specialiserede tilbud, og de havde alle adresse på Ibæk Strandvej, da kommunen for snart et årti siden overtog institutionen fra regionen.

De kommer alle fra andre dele af landet og vil i forbindelse med et ophør blive sendt hjem. Medarbejderne vil ifølge notatet få tilbudt andet arbejde inden for handicapområdet.

Socialdemokratiet og SF stod uden for budgetforliget, og det ifølge socialdemokratiske Martin Jensen ikke uden grund.

Han og kollegaerne kunne se, at økonomien i voksenudvalget ikke hang sammen uden kommende besparelser på området. Dem mener han at kunne se begyndelsen af nu.

- Skattelettelser er blevet valgt fremfor at tilgodese vores allersvageste borgere. Så nu mærker de handicappede og døve konsekvenserne. Rigtig dumt. Det vil jeg ikke være med til, siger han.

Ingen anden udvej

Martin Jensen har dermed tænkt sig at stemme imod forslaget om at lukke tilbuddet. I stedet håber han, at pengene til dets overlevelse kan findes et sted i budgettet.

Hvor meget er uvist, men i en dagsorden fra maj 2017 fremgår det, at erstatningsboliger rundt regnet vil koste små syv millioner kroner.

Venstres Gitte Frederiksen er som formand for voksenudvalget også ærgerlig, for hun havde foretrukket, at Lodshuset havde fået midler til fremtiden. Nu ser hun ingen anden udvej end at dreje nøglen om.

- Det lykkes ikke, og det gør mig ondt. Nu må vi blot se fremad og sammen med borgernes kommuner finde så god en alternativ løsning som muligt. Vi har virkelig ekspertisen her, men vi kan ikke forsvare at køre videre med så dårlig en bygningsmasse, mener Gitte Frederiksen.

Sagen bliver politisk behandlet på mandag.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny S-formand udfordrede Mette Frederiksen

Annonce