Annonce
Erhverv

Sko-butik genåbner i Vejle: - Vi er i en kamp for overlevelse

Holst Sko genåbner sine fire butikker. - Vi er ude i en overlevelseskamp, siger ejer Niels Flemming Hansen om beslutningen. Arkivfoto: Mette Mørk
- Vi må leve med, at der er nogen, der vil se skævt til os, siger Niels Flemming Hansen, ejer af Holst Sko, der nu genåbner sine fire forretninger. Skoringen genåbner også.

Vejle: Efter snart tre uger med lukkede butikker slår Holst Sko i dag dørene op i kædens fire butikker i Vejle, Horsens, Aarhus og Odense.

Det fortæller ejer Niels Flemming Hansen.

- Vi traf beslutningen i aftes og foreløbig bliver der tale om nogle få timer fra klokken 10 til 15. Beslutningen skyldes dels, at vi får mange henvendelser fra kunder, som vil købe sko - særligt børnesko - og det er jo dejligt. Men beslutningen bunder også i, at vi er ude i en hård kamp for overlevelse. Om vi så bare sælger fem par, er det bedre end ingenting, fortæller Niels Flemming Hansen.

Rent praktisk kommer åbningen til at foregå sådan, at det er de enkelte butikkers butikschefer, der vil stå for ekspeditionerne.

- I Vejle vil min hustru Annemette desuden være til stede, fortæller Niels Flemming Hansen.

Han har tidligere afholdt sig fra åbne butikkerne under corona-krisen på grund af negative reaktioner fra bygæster, der har overfuset personalet for at holde åbent.

- Vi skal have gang i samfundet igen og vi er kommet til den overbevisning, at vi må leve med, at der er nogle, der vil se skævt til os. Vi er, som mange andre erhvervsdrivende, udfordrede af den her krise og i og med, at vi har god plads i butikkerne, mener vi, at det er forsvarligt at åbne, siger Niels Flemming Hansen.

Han tilføjer, at butikkerne i første omgang vil holde åbent tirsdag, onsdag og lørdag i påskeugen.

- Så kigger vi på, hvordan det er gået, men hensigten er, at vi også har åbent efter påske, siger Niels Flemming Hansen.

Annonce

Skoringen åbner

Også Skoringen i Nørregade genåbner i dag, oplyser indehaver Henrik Oppermann, der ejer sko-butikkerne i Nørregade og i Bryggen.

- Vi holdt en prøve-åbning mandag og det gik godt, så fra i dag har vi åbent igen. Dog kun i Nørregade, da butikken i Bryggen stadig er tvangslukket, fortæller Henrik Oppermann, der overtog i alt 14 Skoringen-butikker, herunder de to butikker i Vejle, sammen med sin hustru Gitte umiddelbart før corona-krisen indtraf.

- Det var ikke det bedste tidspunkt. Da vi lukkede butikkerne, var salget så lavt, at det ikke kunne svare sig at holde åbent. Nu prøver vi at åbne igen og så håber vi på opbakning fra vejlenserne. Vi er nødt til at få gang i samfundet igen - ellers vælter vi, siger Henrik Oppermann.

Han råder kunderne til at tage bestik af, hvor mange kunder der er i butikken, hvis de er nervøse for smitte.

- Hvis man ikke er tryg, så gå en lille tur og kom tilbage når der er bedre plads. Vi har 120 medarbejdere i vores 14 butikker og ikke en har været smittet med corona, fortæller Henrik Oppermann.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Politiet kom først og slukkede kælderbrand

Annonce