Annonce
Trekantområdet

Skole udvalgt i nationalt projekt: Er nu et skridt tættere på en ny gymnastiksal

Fjelsted Harndrup Skole er blevet udvalgt til et moderniseringsprojekt, hvilket kan ende med, at skolen får hjælp til en renovering af gymnastiksalen. Arkivfoto: Nils Svalebøg
Fjelsted Harndrup Skole er sammen med ni andre danske skoler udvalgt til at indgå i et moderniseringsprojekt, der kan ende med en ny, tidssvarende gymnastiksal.

Fjelsted/Harndrup: På Fjelsted Harndrup Skole drømmer de om at få renoveret gymnastiksalen. Den nuværende er bygget i 1961, og den svarer på flere måder ikke til skolens nuværende behov og ambition om at kunne bruges af lokalområdet.

Nu er skolen blevet udvalgt til at deltage i et nationalt projekt, der skal gøre gymnastiksale tidssvarende. Projektet hedder 'Gamle gymnastiksale - nye muligheder', og det er Danmarks Idrætsforbund, Dansk Skoleidræt og Lokale- og Anlægsfonden, der står bag.

De ti skoler, der er valgt ud, skal nu sammen med ovennævnte organisationer udvikle på de konkrete ideer til, hvordan en renovering af gymnastiksalen kan se ud. Herefter bliver fem af skolerne valgt ud til at få realiseret drømmen. Selvom renoveringen endnu ikke er garanteret, er skoleleder Else Hansen glad for, at skolen er blevet udvalgt.

Også fordi etableringsfasen i projektet falder belejligt.

- Vi står til at skulle renoveres i 2022 og 2023. Og lige præcis i dette projekt, skal forberedelserne foregå i løbet af i år og næste år, men selve projektet er i 2022 og 2023. Så det falder bare så fint sammen, som noget kunne gøre. Det er så heldigt, siger skolelederen.

Annonce

Peger på flere behov

Det er Fjelsted Harndrup Skole, der sammen med Middelfart Kommune har ansøgt om at være med i projektet.

Noget af det, som Else Hansen forestiller sig, at man kunne forbedre, er omklædningsforholdene.

- Som det er nu, kan du godt komme ind i salen uden at komme igennem omklædningsrummet, men så skal du gå direkte ind udefra. Hvis du går ind i salen indefra, skal du gennem omklædningen, siger hun og fortæller, at det ikke altid er optimalt, når både drenge og piger skal klæde om.

Men det er også en vigtig del af skolens ambition at gøre skolen åben for andre i lokalområdet.

- Vi tænker også åben skole ind. Måske kan man på sigt gøre sådan, at borgere kan komme ind og bruge gymnastiksalen på tidspunkter, hvor den står tom. Ved at have et specielt låsesystem og depotsystem. Det er nogle af de tanker, vi har, siger Else Hansen.

Fjelsted Harndrup Skole skal mødes for første gang med organisationerne bag projektet i juni.

Projektet som helhed har 2.225.000 kroner til at hjælpe skolerne med at få moderniseret gymnastiksalene. To tredjedele af de fem endelige moderniseringsprojekter skal betales af bygherrerne eventuelt gennem kommunale midler, sponsorater og penge fra fonde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce