Eleverne i indskolingen på Øster Starup Skole har ryddet ud i deres brugte legetøj og fundet en masse fint legetøj, der nu bliver til julegaver til børn, der måske ellers ikke ville få nogen.
Øster Starup: Jul er for de fleste børn forbundet med slik, hygge og ikke mindst julegaver - mange julegaver. Men ikke alle børn får en masse julegaver - nogle får måske slet ingen, for det har familien ikke råd til.
Det fortalte Mette Hemdrup, lærerstuderende og frivillig ved Bykirken i Vejle, lidt om mandag i sidste uge, da hun besøgte indskolingen på Øster Starup Skole. Samtidig fortalte hun lidt om den mad til julemåltidet, Bykirken uddelte sidste år for første gang.
Det var noget, der gjorde indtryk på børnene, som i sidste uge flittigt ryddede op derhjemme og fandt legetøj, de ikke længere bruger. Legetøj som andre børn måske kan få stor glæde af.
Laurits Pihl Rasmussen, elevSidste år var der nogle børn, der ikke fik nogen julegaver, fordi deres forældre ikke havde penge til at købe gaver for. Det, synes jeg, er rigtig synd. Jeg ville gerne være med til at gøre, at de får en gave i år.
Omvendt julekalender
Legetøjsindsamlingen er en del af skolens idé om en slags omvendt julekalender, hvor børnene ikke selv får ting men i stedet giver ting til andre. Nogle af skolens elever skal fremføre et lille teaterstykke i byens børnehave, nogle skal synge på byens plejecenter, mens indskolingen har samlet legetøj ind.
- Vi har tidligere samlet ind til SOS-Byerne i december, men vi ville gerne finde på noget lidt andet, hvor vi ikke skulle samle penge ind. Derfor kom vi til at tænke på en legetøjsindsamling, forklarer Kristina Marker Pedersen, lærer på Øster Starup Skole.
En lærer på skolen kendte tilfældigvis Mette Hemdrup og Bykirkens julehjælpindsamling og tænkte, det måske kunne være en god idé at donere indsamlet legetøj hertil.
- Når man giver til en genbrugsbutik, bliver tingene solgt, og så går pengene til forskellige gode formål. Vi tænkte, det måske kunne virke lidt fjernt for børnene. Ved at give til Bykirkens indsamling, bliver tingene givet direkte videre til andre børn. Vi kan mærke, at det kan børnene forholde sig til, siger Kristina Marker Pedersen.
Masser af legetøj
At nogle familier ikke har råd til at købe julegaver til børnene har tydeligvis gjort indtryk på børnene, som på en uge har samlet adskillige kasser og poser fulde af alt fra dukketing over racerbiler til en Playstation.
- Sidste år var der nogle børn, der ikke fik nogen julegaver, fordi deres forældre ikke havde penge til at købe gaver for. Det, synes jeg, er rigtig synd. Jeg ville gerne være med til at gøre, at de får en gave i år, fortæller Laurits Pihl Rasmussen fra 3. klasse på Øster Starup Skole.
Derfor har han og hans forældre været i gemmerne og blandt andet fundet en masse spil og en gravemaskine, som kan skilles ad. Ting, som han ikke længere bruger, men som stadig er pæne og har mange timers leg i sig endnu.
Også Kristoffer Sørensen og Isac Broberg Malthesen fra 1. klasse har været i gemmerne.
- Jeg har min Playstation 3 med, for jeg har fået en 4'er og bruger ikke den anden mere. Nu kan et andet barn bruge den. Og så har mine forældre fundet nogle af min lillesøsters ting, som hun ikke bruger mere, siger Kristoffer Sørensen.
Isac Broberg Malthesen har taget en kasse fuld af alt mulig blandet legetøj med.
- Det ville være synd bare at smide det ud, når andre kan bruge det, forklarer han.
Gør en forskel
Fredag eftermiddag kom Mette Hemdrup for at hente det indsamlede legetøj, og hun kunne hurtigt konstatere, at hun blev nødt til at køre to gange for at få det hele med.
- Det er da fantastisk at se, hvor meget de har samlet. Vi ved, fra vores ansøgninger om julehjælp fra sidste år, at der vitterlig er nogle familier, der ikke har råd til julegaver. For dem kommer børnenes donationer her virkelig til at betyde noget, siger hun.