Billund Kommune: Der er ikke tale om mange børn i nødpasning, men der er kommet flere til i den forgangne uge. Det er meldingen fra skolechef Morten Kirk Jensen, der antager, at antallet af børn er steget et par procent.
I Billund er der færrest børn i nødpasning, selvom det er kommunens største skole. Der er omkring 16, mens der på Vestre Skole er cirka 30 børn i nødpasning.
- Vi kan godt se skoledistrikternes sociale kompleksitet, men det bliver også vanskeligere henad vejen, når man som forælder får brugt sine omsorgs- og feriedage, for så er der jo også et job, der skal passes, siger skolechefen.
Han forventer en yderligere stigning af børn i pasning over de næste uger. Fortsætter restriktionerne udover den 7. februar, vil det også betyde, at der kommer flere børn, mener han.
- Lige nu bliver der taget et stort ansvar ude i familierne, men man skal heller ikke være bekymret for at sende sit barn afsted, hvis det er nødvendigt, siger Morten Kirk Jensen.
Intet arnested
På skolerne fortsætter man nemlig med afstand og hygiejne, som man efterhånden har så god erfaring med.
- Skolerne har haft tilfælde af smitte før nedlukningen, men de har ikke som sådan været arnested for smitte, påpeger han.
Morten Kirk Jensen anerkender, at der lige nu er pres på hjemmeskolerne rundt omkring i hjemmene.
- Det er nogle lange dage for både børn og forældre, og der mangler et socialt samspil og rekreation med leg og boldspil i løbet af dagen. Isolationen er helt sikkert ikke befordrende for udviklingen, påpeger han.
Skolechef Morten Kirk JensenLige nu bliver der taget et stort ansvar ude i familierne, men man skal heller ikke være bekymret for at sende sit barn afsted, hvis det er nødvendigt.