Annonce
Billund

Skoleleder: - Når børnene får talt om de svære ting, klarer de sig bedre i skolen

Skoleleder Steen Møller mener, at hvis man som barn får vendt det, der er svært, så er det også nemmere at modtage læring. Arkivfoto
I foråret har Hejnsvig Skole kørt et pilotprojekt med børnegrupper for børn med skilte forældre. Projektet har været så godt, at det nu fortsætter med to-tre årlige børnegrupper med 5-6 børn i hver. Børn har givet udgivet udtryk for, at samtalerne betyder, at "flere kilo er røget af skuldrene".

Hejnsvig: Samtalegrupper for børn med skilte forældre på Hejnsvig Skole har vist sig at være noget, som både børn, lærere og forældre kan bruge til noget. I foråret har Hejnsvig Skole for første gang tilbudt en samtalegruppe for fem elever i 5. klasse, da en af skolens pædagoger har uddannet sig til børnegruppeleder ved Center for Familieudvikling.

- Det har været tænkt som et pilotprojekt for at få det i gang, men vi tænker, at gruppen sagtens kan sprede sig over et par årgange med 5-6 børn i hver gruppe, siger skoleleder Steen Møller.

Planen er nu, at der i løbet af et skoleår afholdes 2-3 børnegrupper. Børnegruppen har nemlig haft en positiv effekt på børnene og deres indlæring i skolen, vurderer Steen Møller.

- Mange familier bliver ramt af skilsmisse, og for nogle kan det være meget problemfyldt og fylde meget. Børnene er trykkede og kede af det og har behov for at tale med nogle, og det kan vi godt mærke, siger han, og her er det selvfølgeligt naturligt at spørge ind til barnet, om hvordan det går.

- Men børnegrupperne rammer noget andet og flytter noget for dem, siger Steen Møller, der ser børnegrupperne som en hjælp til, at barnet bedre vil kunne klare sit eget liv.

- Men vi mener, at det også hjælper dem til at kunne klare sig bedre i skolen, siger Steen Møller.

Annonce

Skilsmissegrupper for børn

Center for Familieudvikling har lanceret en oplysningsside om børnegrupper, som du kan finde på www.børnegruppen.dk.

Siden henvender sig til fagpersonale, forældre og andre med interesse for emnet. Man kan læse mere om Center for Familieudvikling på www.familieudvikling.dk.

Flere kilo er forsvundet

Samtalegrupperne er et forebyggende tilbud og ikke terapi:

- Vi giver børnene mulighed for at sætte deres livssituation ind i et større perspektiv og give dem konkrete redskaber til at tackle de følelser og tanker, som de går med. Erfaringer viser, at børn lærer meget af at spejle sig i jævnaldrende. At møde andre med samme oplevelser som en selv kan bidrage til, at børnene ikke føler sig så "alene" eller "unormale", siger Steen Møller.

Forløbet strækker sig over otte gange á halvanden time, der er indlagt i skoletiden, hvorefter forløbet afsluttes med mulighed for opfølgning. Også forældrene er blevet inviteret til møde sammen med deres børn.

- Vi har fået mange positive tilbagemeldinger, og børn har givet udtryk for, at flere kilo er røget af skuldrene ved at få talt om det, der er svært, siger Steen Møller, der har kendskab til andre skilsmissetiltag for børn i kommunen.

- Men vi ser en fordel i at kunne arbejde med det lokalt, siger Steen Møller, der ved, at også skolerne i Kolding Kommune arbejder med lokale tiltag på den enkelte skole.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce