Annonce
Vejle

Skoler og institutioner skal gøres klar: Der er travlhed i vente

Der bliver travlt med at få gjort skoler og institutioner klar til efter påske, når børnene kommer tilbage. Arkivfoto: Mette Mørk
Claus Svold, børne- og ungedirektør i Vejle Kommune, håber, at de nærmere retningslinjer for genåbningen af skoler og institutioner meget snart når ud til kommunerne, så de ved, hvad de skal gå i gang med.

Vejle: Vejle Kommunes daginstitutioner og skoler åbner kort efter påske.

Det sker onsdag 15. april, men i skolerne bliver der dog kun eleverne fra 0. til 5. klasse, som får mulighed for at komme i skole, mens de øvrige elever fortsat nødundervises.

- Vi kommer til at gøre vores yderste for at blive klar, siger Claus Svold, børne- og ungedirektør i Vejle Kommune.

Statsminister Mette Frederiksen (S) gjorde det på pressemødet mandag aften klart, at åbningen er betinget af, at befolkningen hen over påsken følger de anvisninger, som er kommet i forbindelse med coronakrisen. Ellers tilbagerulles åbningen.

Nødundervisningen for de større klasser fortsætter i første omgang frem til 10. maj, og det er samtidig bestemt, at eleverne i 9. klasse ikke kommer til de afsluttende eksamener.

Annonce

Venter på retningslinjerne

I forbindelse med åbningen af institutioner og skoler er der krav om blandt andet ekstra rengøring, en bedre hygiejne og et arealkrav, som skal opfyldes.

De mere præcise retningslinjer for rengøring, hygiejne og arealkrav er endnu ikke havnet hos kommunerne, og derfor ved Claus Svold endnu ikke, hvad det er, Vejle Kommune skal have på plads, når eleverne om en uges tid møder ind.

Han håber, retningslinjerne dukker op i meget nær fremtid, så arbejdet med at gøre institutioner og skoler parate kan komme igang.

- Vi skal for eksempel have lavet aftaler med de rengøringsfirmaer, som vi bruger, men inden, vi kender kravene til rengøringen, kan vi ikke lave aftalerne, siger Claus Svold.

Samtidig er det uvist, hvad arealkravet præcis dækker over. Er der tale om, at der for hvert enkelt barn skal være et bestemt antal kvadratmeter, eller om der er tale om, at institutionerne skal være af en vis størrelse, hvis de skal åbne igen.

- På skolerne bør det ikke give problemer, når vi kun får cirka halvdelen af eleverne, men vi kan blive udfordret på vores resurser, hvis der kun må undervises maksimalt 10 elever ad gangen, når der typisk er det dobbelte antal i en skoleklasse, siger Claus Svold.

Travl påske i vente

I daginstitutionerne kan arealkravet vise sig vanskeligere at løse, men samtidig er der ifølge Claus Svold den mulighed, at tiden inden døre fordeles mellem børnene - at børnene så at sige skiftes til at være inde og ude.

- Men det er svært at sige noget konkret om det, når vi ikke kender kravene, siger Claus Svold, der dog anser det for helt givet, at der venter nogle travle påskedage:

- I forvaltningen og blandt ledelserne på vores skoler og i vores institutioner får vi travlt med at organisere og planlægge det hele, så vi er klar, når børnene kommer tilbage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Politiet kom først og slukkede kælderbrand

Annonce