Annonce
Udland

Skotske nationalister på vej mod godt valg viser optælling

En smilende førsteminister, Nicola Sturgeon, i Glasgow, der kan glæde sig over, at mandater på vippen er blevet snuppet fra De Konservative og Labour, viser optællingen efter torsdagens parlamentsvalg i Skotland. Men hun advarer mod at tro, at flertallet er hjemme for hendes parti SNP. Foto: Russell Cheyne/Reuters
Hvis SNP får flertal i Skotlands parlament, vil der være et entydigt krav om folkeafstemning for løsrivelse.

44 mandater ud af det skotske parlaments 129 pladser er fordelt fredag aften, mens optællingen efter torsdagens valg er i fuld gang.

Det Skotske Nationalparti (SNP), der går efter en ny folkeafstemning om løsrivelser fra Storbritannien, er kommet godt fra start og har vundet mandater i marginale valgkredse fra De Konservative og Labour, viser opgørelsen fra BBC.

Partiet har foreløbig sikret sig 36 mandater. Det endelige resultat ventes først lørdag, og meget kan ske endnu. Der meldes om meget stor valgdeltagelse.

Politiske iagttagere hæfter sig især ved SNP's valgsejr i valgkredsen Edinburgh Central, som partiet har haft et særligt fokus på i bestræbelser på at sikre sig et absolut flertal i Skotlands parlament. Valgkredsen har hidtil givet valg til De Konservative.

Skulle SNP - eventuelt med støtte fra partiet De Grønne - få et flertal, vil det lægge et stort pres på den konservative britiske premierminister, Boris Johnson, der pure har afvist en ny folkeafstemning om løsrivelse, syv år efter den seneste blev holdt.

Men SNP's leder, Nicola Sturgeon, har sagt, at brexit ændrede hele spillet, og at SNP's krav er en ny folkeafstemning.

Da briterne i 2015 ved en folkeafstemning afgjorde, at Storbritannien skulle forlade EU, stemte et meget stort flertal af skotterne for at blive i EU.

Sturgeon advarer fredag aften mod at tro, at flertallet er hjemme for SNP.

- Et flertal har altid været en meget, meget vanskelig ting at nå, siger hun.

Valg i Skotland har i modsætning til britiske valg et element af forholdstalsvalg, og det giver mindre partier lidt flere mandater, når regneskabet er endeligt gjort op.

Den aktuelle stilling fredag kl. 21.00 dansk tid er 36 mandater til SNP, 4 til De Liberale Demokrater, 3 til De Konservative og 1 til Labour. 85 mandater mangler at blive fordelt.

Ved valget i 2016 fik SNP 61 pladser mod 30 til De Konservative, 23 til Labour, 5 til De Grønne, 5 til De Liberale Demokrater, 4 til uafhængige kandidater og et enkelt mandat til brexitpartiet Reform UK.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle For abonnenter

Stadsarkitekten afviser kritikken af vandkunsten ved Vejle Rådhus: 'Det fungerer både til hverdag og fest'

Annonce