Annonce
Børkop

Skuffelse vendt til glæde: Udsigt til nye lejeboliger i landsby

Nye lejeboliger i Gårslev kan være på vej til Gårslev. Der vil også blive bygget boliger til salg. Illustration: Brødrene Thybo Ejendomsudvikling A/S
Bygherre vil bygge lejeboliger i Gårslev. Det glæder lokalrådet, der længe har efterspurgt netop den type boliger.
Annonce

Gårslev: Området ved Kakkegården nær skolen i Gårslev kan snart blive til et nyt boligområde.

Det lægges nemlig op til, at Brødrene Thybo Ejendomsudvikling A/S over de kommende år vil opføre et stort antal boliger. Der er nævnt op til 94 boliger, men tallet er endnu ikke lagt fast.

Især tænkes i lejeboliger, men der vil også blive huse til salg.

Endnu er gravkøerne dog ikke klar til at gå i gang, for der skal først laves en lokalplansændring, før projektet kan komme på skinner. Så uanset hvad, vil der gå mange måneder, inden arbejdet kan gå i gang.

- Vi ser et stort potentiale for den slags boliger i Gårslev. Byen ligger i smuk natur nær strand og større byer som Børkop, Fredericia og Vejle. Vi griber fat i byvisionen, som er for området, nemlig Naturbyen. Der vil blive tænkt by og natur ind på alle de måder, det giver god mening, siger Rasmus Kjær, der er direktør for Brødrene Thybo Ejendomsudvikling A/S.

Annonce

Bred vifte af boliger

Planen er, at der skal skabes boliger til en bred gruppe af mennesker. Her skal seniorer, singler, handicappede, familier og så videre kunne bo i en skøn blanding. Men endnu er ikke alt lagt fast. Tingene kan stadig formes.

- Det er vigtigt med dialog med byen og dens borgere, for det er i byen, man kender til ønsker og behov. Vi skal ramme rigtigt fra start, siger Rasmus Kjær.

Han forklarer, at der tænkes i at bygge boliger med godt med luft omkring. Det har firmaet gode erfaringer med.

- Der er tale om en stor grund, og ved at holde bebyggelsesprocenten nede på omkring tyve procent, kan man skabe masser af lys og luft mellem husene. Og det ved vi virker godt for alle parter, siger han.

Annonce

Glæde i lokalråd

Hos Gårslev Lokalråd glæder man sig over, at Brødrene Thybo Ejendomsudvikling A/S vil bygge en form for boliger, som har været efterspurgt i mange år. Nemlig lejeboliger.

- Gårslev Lokalråd har gennem flere år arbejdet på at få flere lejeboliger til Gårslevområdet, noget der efterspørges meget, ikke mindst af seniorer som ønsker at fraflytte deres villaer, samtidig med at de stadig gerne vil blive i området. Derfor er vi meget interesserede i Brødrene Thybos planer om nye lejeboliger, siger Henrik Juhl Kristensen, der er lokalrådsformand.

De indledende planer for byggeriet blev præsenteret ved Gårslev Lokalråds årsmøde i starten af oktober, hvor de knap 40 deltagere havde muligheder for at give deres ønsker og kommentarer i forhold til byggeplanerne til kende.


Det vil give byen et løft og tilføre Gårslev en ny energi. Flere vil handle i Brugsen, bruge skolen og hallen og så videre.

Henrik Juhl Kristensen, formand for Gårslev Lokalråd


- Det vil give byen et løft og tilføre Gårslev en ny energi. Flere vil handle i Brugsen, bruge skolen og hallen og så videre. Det giver dog også nogle udfordringer, som skal kigges på. Her tænker jeg især på infrastrukturen, som skal kigges nærmere på, så det ikke går ud over trafiksikkerheden, siger Henrik Juhl Kristensen.

Annonce

Skuffelse bliver til glæde

Lokalrådet havde ellers frygtet, at tingene vil stå meget stille i Gårslev, for byrådet fravalgte Gårslev i årets budget.

- Man valgte at støtte etablering af sådanne boliger i andre dele af Vejle Kommune, men ikke hos os, og det har bestemt været en stor skuffelse, siger han.

Men nu tyder meget på, at boligerne er på vej.

- Det er vigtig for lokalrådet, at der dels skabes æstetisk flot byggeri, som matcher Gårslevs rolle som en del af Naturbyen. Det er også vigtigt, at der ikke kun skabes lejeboliger til seniorer i vores lokalområde men til alle typer mennesker, altså også børnefamilier, singler og folk med funktionsnedsættelser eller handicaps. Vi sætter pris på den dialog om udviklingen af husene, som vi har haft med Brødrene Thybo, og vi ser frem til at fortsætte den dialog, siger Henrik Juhl Kristensen.

Går tingene efter planen, kan de første boliger stå klar om et par år.

Følgegruppe

Lokalrådet vil nedsætte en særlig følgegruppe af lokale, der vil få mulighed for løbende at kommentere på og fremsætte ønsker til byggeriet.

Lokalrådet opfordrer alle i lokalområdet, der er interesserede i udviklingen af det nye boligkvarter, til sammen med repræsentanter for lokalrådet at indgå i følgegruppen.

Er man interesseret i dette, kan man rette henvendelse til et medlem af lokalrådets bestyrelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Jesper hænger syv kilometer julebelysning op hvert år: Han giver et stjernegodt råd til vejlenserne

Billund

Stemmerne er talt op: Stephanie er valgt

Annonce