Annonce
Erhverv

Sløjdlærerens fodgynge skal ud til hele verden

Peter Dubgaard satser med sin nye samarbejdpartner at komme ud på verdensmarkedet med sine fodgynger. Foto: Carsten B. Grubach
Peter Dubgaard kæmper efter flere bump undervejs for at kunne leve af sin unikke opfindelse.

SØNDERBORG: Den udtales svings. Og skrives SWNX. Og er et unikt varemærke.

Men vigtigst af alt er SWNX en fodgynge opfundet af Peter Dubgaard, sløjdlærer fra Hørup Centralskole. Han fik en god idé, og som den ivrige iværksætter, han nu er blevet, vil han trods flere bump undervejs satse på at kunne leve af en fremtidig produktion af sin opfindelse.

Og hvad er det, så svingsen kan:

- Den blev oprindelig lavet for at kunne virke beroligende på en enkelt urolig elev i klassen, men vi fandt hurtigt ud af, at den også virker beroligende på andre, fordi man mærker sin krop, når man sidder ned og bruger fodgyngen. Så jeg har siden også fået lavet fodgynger til folk på kontor, til demente og til børnehavebørn, så der er i alt fire typer, siger Peter Dubgaard, der søgte orlov fra sit lærerjob for at satse på salget af fodgyngen.

Annonce

Nomineret til EY Entrepreneur Of The Year

Resense - Swnx fra Sydals er nomineret til EY Entrepreneur Of The Year 2019 i startup-kategorien.

Kriterierne for at være med her er:

  • Virksomheden skal have aflagt ét og maksimalt fire regnskaber.

  • Virksomheden skal have et skalerbart produkt, ide og potentiale.

  • Der skal være "proof of business" og "proof of concept".

  • Virksomheden har gerne rejst venture-/seed-kapital og/eller kapital fra private investorer (Business Angels), eller via fremmedfinansiering – bank, Vækstfonden med videre. Dette er ikke er krav, men velanset.

  • Virksomheden skal have en solid forretningsmodel.

  • Der vil ligeledes lagt vægt på:
    • Virksomhedens evne til at eksekvere
    • Deres CSR-strategi
    • Ledelseskompetence

Lærer på deltid

Peter Dubgaard er nu på lærer på deltid, for han har endnu ikke haft en omsætning, der kan give ham en løn at leve af.

- Det begyndte rigtig godt med salg til mange skoler, og så fik ergoterapeuter og fysioterapeuter også øjnene op for fodgyngen, for bruger man den, styrker man også mavemusklerne, og den er god, hvis man har hævede fødder, fordi den øger blodcirkulationen, så jeg kunne også sælge den til institutioner, forklarer Peter Dubgaard.

- Men man skal jo finde ud af, hvad man er bedst til, og jeg er god til at få ideer og producere, men ikke så god til at sælge, så jeg har aftalt et samarbejde med et førende dansk firma inden for sansestimulerende redskaber. Jeg må endnu ikke sige hvilket, men det betyder, at jeg også kan begynde at sælge i udlandet, siger Peter Dubgaard, der trods sin selverklærede svaghed dog har tænkt sig at tage til fire-fem messer her i efteråret for at præsentere sin fodgynge.

Den blev oprindeligt produceret i Polen og samlet i sløjdlærerens hjem i Høruphav. Siden foregik produktionen i Sønderborg-virksomheden Bi-Tech, og nu er det Bosager, et værested for sindslidende, der står for træproduktionen.

Ingen løvesucces

Peter Dubgaard, der har investeret flere hundrede tusinde kroner i sit fodgyngeprojekt, har kontor og lager hos Sønderborg Iværksætter Service. Han har sikret sig designerpatent og varemærkeregistrering i EU, Kina, Japan og Norge og er således klar til det forventede øgede salg.

Han har vundet en Danish Design Award i kategorien Better Learning og har også været en tur i tv-programmet Løvens Hule. Den blev ingen succes:

- Prisen var for høj, selv om jeg sagde, at gyngen er lavet af kvalitetsmaterialer, og så mente Jesper Buch, at gyngen er for nem at kopiere, siger Peter Dubgaard, der sammen med sin revisor ellers havde forberedt sig godt, så han kunne svare på alle spørgsmål fra løverne.

De endte altså efter en hel times krydsforhør og bare et minuts tv-tid med at brøle nej til hans projekt.

– Det har jeg lært af, ligesom jeg også har fundet ud af, at store virksomheder som Danfoss og kommunerne foretrækker at handle stort og ikke hos et lille firma som mit, siger Peter Dubgaard, der er alene mand på skansen i sit firma og hidtil har købt freelanceydelser ude i byen til blandt andet marketing og hjemmeside.

Nu har EY fået øjnene op for hans fodgyngeprojekt og nomineret ham i start up-konkurrencen for vækstskabere. Og den entreprenante sløjdlærer fra Høruphav har optimismen i behold, selv om han med egne ord har stødt hovedet mod muren mange steder:

- Om et års tid skulle jeg med min nye samarbejdspartner gerne være ude i ikke blot Skandinavien, men i hele verden.

Der er fire slags fodgynger. Her typerne, der er designet til kontorfolk og til ældre (tv.). Foto: Carsten B. Grubach
Fodgyngen hænger under bordet, så man siddende kan bevæge den med benene. Foto: Carsten B. Gubach
Annonce
Forsiden netop nu
VB

Montiels lynscoring sendte VB på sejrskurs

Annonce