Annonce
Kultur

Slagteren byttede kød for malerier: Nu åbner en udstilling fra stor Vejle-samler

I Kunst for Kød har Vejle Kunstmuseum blandt andet genskabt Inge Wørzners spisestue, som den så ud i 1980'erne, med de mange originale præ-Cobra-værker. I 1995 erhvervede Vejle Kunstmuseum den unikke samling. Foto: Vejle Kunstmuseum
Slagtermeste Max Wørzner opbyggede på få år en forrygende samling af malerier fra de unge kunstnere, der siden blev til Cobra-bevægelsen. Nu kan Wørzner-samlingen og billeder fra andre museer ses på Vejle Kunstmuseum.

Vejle: Onsdag inden Kristi himmelfartsdag åbner årets store særudstilling på Vejle Kunstmuseum. Den hedder "Kunst for Kød".

Åbningsdagene markeres med gratis omvisninger og en snigpremiere tirsdag aften, som man kan komme med til, hvis man er hurtig.

"Kunst for Kød" viser 88 værker skabt af de unge kunstnere med Asger Jorn i spidsen, der i 1948-1951 var aktive i Cobra-bevægelsen.

Annonce

Slagtermester med kunstsans

Slagtermester Max Wørzner fra Vejle fik, som en af de første, øjnene op for den nye kunst, der kaldes abstrakt ekspressionisme.

Han lod sig ikke påvirke af, at kunstnernes nye udtryk hverken faldt i god smag i de etablerede kunstkredse eller i den brede befolkning. Han købte værker efter, hvad der talte til hans hjerte og opbyggede et nært venskab med mange af de unge kunstnere.

Han købte ofte værkerne direkte af kunstnerne. En del af betalingen bestod af kødpakker, der var en overdådig luksus for de fattige kunstnere. Derfor har udstillingen fået navnet "Kunst for Kød".

Annonce

Malerier fra øverste hylde

Den nye kunstretning var kendetegnet ved, at kunstnerne fandt inspiration i alt fra krigens indgriben i deres liv, myter, sagn og etniske masker til psykoanalytikeren Sigmund Freuds tanker om "det underbevidste".

Resultatet blev abstrakte, farverige værker, der var skabt med stor ekspressivitet, der oftere gengav kunstnernes sindstilstand og drømme end den virkelige verden.


I løbet af de forholdsvis få år, Wørzner købte og samlede kunst, lykkedes det at opbygge en af de mest interessante samlinger, der vidner om en helt særlig periode i dansk og international kunsthistorie.

Fra artiklen


Krigen og de mange følgende restriktioner sled hårdt på Max Wørzners nerver og frihedselskede sind, og han døde allerede i 1945.

I løbet af de forholdsvis få år, han købte og samlede kunst, lykkedes det dog at opbygge en af de mest interessante samlinger, der vidner om en helt særlig periode i dansk og international kunsthistorie.

Annonce

Samling købt via sponsorer

I 1995 lykkedes det - takket være en række fonde samt private sponsorer - at erhverve Max Wørzners samling til Vejle Kunstmuseum. Desuden er der lånt værker fra Statens Museum for Kunst, Aros i Aarhus, Horsens Kunstmuseum og Kunsten i Aalborg.

Der er til udstillingen skabt et rigt illustreret katalog, der kan købes i museumsbutikken.

Udstillingen kan ses frem til 14. november 2021.

Malerier som dette af Asger Jorn faldt ikke i tidens smag, men slagtermester Wørzner i Vejle var ligeglad. Han kunne lide dem, og eftertiden har givet ham ret. Billedet har den spøjse titel: "Påtrængende Væsener, hvis Existensberettigelse bevises ved deres Existens", og det er malet i 1939. Foto: Vejle Kunstmuseum

Tilmelding til rundvisninger er nødvendig og sker via vejlemuseerne.dk/åbning-kunst-for-kød.

Der er altid gratis adgang til museet i åbningstiden fra klokken 11 til 17. Der er lukket om mandagen. Er man over 15 år, skal der vises coronapas.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle For abonnenter

Stadsarkitekten afviser kritikken af vandkunsten ved Vejle Rådhus: 'Det fungerer både til hverdag og fest'

Annonce