x
Annonce
Trekantområdet

Sluse, pumpe og p-pladser til regnvand er klar i Kolding om tre-fire år

For at få vandet væk fra midtbyen og hurtigere ud i fjorden forsøgte Kolding Kommune under regnvejret i mandags at hjælpe det på vej ved at sprøjte det hen over broen på Søndertorv. Broen kom nemlig til at virke som en alt for snæver tragt i den overfyldte å. Arkivfoto: Søren Gylling.
Kolding Kommune arbejder frem mod, at to store projekter, som skal mindske risikoen for oversvømmelser i midtbyen, er klar til brug i 2023-2024. De havde begge hjulpet gevaldigt ved det seneste massive regnvejr.

Kolding: Selvom det er fem år siden, at Kolding Byråd vedtog en klimatilpasningsplan, som omtaler en pumpe og en sluse i Kolding Å og vandparkeringspladser i oplandet til at forebygge oversvømmelser af veje, boliger og butikker i midtbyen, så går der nogle år endnu, før projekterne bliver til noget.

- For det er nogle rigtig store og komplekse projekter, som kræver meget forarbejde, forklarer Kolding Kommunes drifts- og anlægschef Martin Sejersgaard-Jacobsen.

Efter et par dages styrtregn med mere nedbør i Kolding Kommune, end BlueKolding nogensinde tidligere har registreret, oplyser Sejersgaard-Jacobsen, at kommunen er tæt på at have beskrevet forskellige løsningsmodeller for en pumpe/sluse. I marts eller april skal politikerne tage stilling til, hvilken model forvaltningen skal arbejde videre med. Hvad angår vandparkeringspladserne, så vil en række forskellige modeller blive præsenteret for politikerne hen mod sommerferien, fortæller han.

Både sluse/pumpe-projektet og vandparkeringspladserne skal ifølge kommunens tidsplan være klar til brug i 2023-2024.

Annonce

Pengene er der

  • Forsyningssekretariatet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendte i starten af 2017, at et pumpe/sluse-anlæg til 65 millioner kroner må finansieres over taksterne i kommunens spildevandsselskab BlueKolding.
  • Forsyningssekretariatets godkendelse af klimaprojektet er afgørende, fordi spildevandsselskaber normalt ikke må kaste sig ud i store og alternative investeringer, som ligger ud over de for spildevandsselskaber traditionelle investeringer i regnvandsbassiner, rørledninger og den slags.
  • Sekretariatets godkendelse skyldes, at den traditionelle løsning med regnvandsbassiner og større rør inde i byen er dyrere.

90 lodsejere

I by- og udviklingsforvaltningens Natur og Vand-afdeling oplyser projektleder Lotte Madsen om forarbejdet til vandparkeringspladser, at omkring 90 lodsejere bliver inviteret til indledende informationsmøder om cirka to uger. Der er tale om lodsejere, som alle har jord i to områder vest for motorvej E45 og ved Donssøerne.

Lotte Madsen oplyser dog, at kommunen endnu mangler at få udpeget præcist hvem, der skal indkaldes til møderne.

- Vi skal først til at rykke på det nu, men vi ved, at de to områder er gode at arbejde videre med til vandparkeringspladser, fortæller hun.

På møderne vil by- og udviklingsforvaltningens fagfolk tale med lodsejerne om de tanker, kommunen gør sig.

- Vi har endnu ikke fået grundigt beskrevet, hvad det indebærer at lægge jord til midlertidig opbevaring af regnvand. Det skal vi arbejde videre med det næste halve år, forklarer Lotte Madsen.

Men rent praktisk sker der det, at man bygger en art dige, som man sætter en port i, så vandet hober sig op og oversvømmer arealet eller marken inde bag ved, indtil der er kapacitet nok til at tage imod det nede i byens kloaksystem, der er på overarbejde under voldsomme regnvejr som det seneste.

Mættet af vand

Hverken vandparkeringspladserne eller sluse-pumpe-systemet kan stå alene, men det er ligegyldigt hvilket af tiltagene, der kommer først.

- Vi ville have haft gavn af vandparkeringspladser i oplandet i en situation som den, vi lige har oplevet, hvor det har regnet så meget, at jorden er helt mættet af vand, så den ikke kan opsuge mere regn. For så løber vandet ad dræn, grøfter og bække direkte ned i Kolding Å, der ikke har plads til mere og går over sine bredder. Det er i sådan en situation, der er brug for at kunne parkere vandet midlertidigt i oplandet, forklarer Lotte Madsen.

Hun oplyser, at kommunen går efter kapacitet til at kunne parkere 2-2,4 millioner kubikmeter vand hos lodsejerne i oplandet.

Vestre Ringgade er en af de veje, der typisk bliver oversvømmet, når himlen åbner sluserne. Arkivfoto: Søren Gylling

Større hændelse

Direktør Per Holm fra BlueKolding konstaterer, at søndagens og mandagens regnvejr var en større hændelse, end Koldings kloaksystem er bygget til trods store udvidelser de seneste år. Han ser frem til, at de to store klimatilpasningsprojekter realiseres.

- Hvis vi havde haft slusen og vandparkeringspladserne, havde vi kunne komme af med vandet hurtigere og holde vandstanden lav i kloakkerne, siger Per Holm, som forudser, at voldsomme regnvejr bliver hyppigere.

- Jeg tror, vi skal fjerne nullerne fra statistikken, så det ikke længere hedder 10 års-hændelser eller 50 års-hændelser, men et og fem års-hændelser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Kirsten måtte køre hjem med alt sit skrald: Kun folk med lige nummerplader kom ind på genbrugspladsen

Leder

Når Danmark står sammen hver for sig

Annonce