Annonce
Vejle

Slut med at komme for sent: Regionens flotteste p-hus åbner mandag

Efter indvielsen fredag formiddag var der åbent hus for patienter og interesserede borgere, som kunne få lov at komme til tops i parkeringshuset og opleve den gode udsigt. Foto: Yilmaz Polat
Fredag formiddag blev Patienternes P-hus ved Vejle Sygehus indviet. Og det var tiltrængt.

Vejle: Som altid ved Vejle Sygehus var der en trængsel af biler omkring parkeringspladserne fredag formiddag.

Alle parkeringslommer meldte om alt optaget, og biler kredsede rundt omkring sygehuset for at vente på en ledig plads.

Men fra på mandag bliver tilværelsen anderledes for de patienter og pårørende, der hidtil er kørt mod sygehuset med en bekymring lurende i baghovedet for at komme for sent, fordi der ingen parkeringsplads er at finde.

Fra mandag morgen er det nye Patienternes P-hus nemlig åbent for parkerende bilister, og med 300 p-pladser er det forventningen, at parkeringsforholdene omkring sygehuset er fremtidssikret i flere år fremad.

Vi har øvet os i Esbjerg, Odense, Aabenraa og Svendborg, men det her er uden sammenligning det flotteste parkeringshus.

Per Jørgensen, 5E Byg

Oplagt udflugtsmål

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen (S) fik lov at klippe den røde snor over til indkørslen af p-huset, og de var inden da nået frem til, at de i deres tid i regionen havde været med til at bygge ni parkeringshuse.

Flere af disse huse har entreprenøren 5E Byg stået bag, og den administrerende direktør Per Jørgensen er ikke i tvivl om, hvor Vejles p-hus ligger på listen.

- Det er det flotteste p-hus i Region Syddanmark. Vi har øvet os i Esbjerg, Odense, Aabenraa og Svendborg, men det her er uden sammenligning det flotteste hus, slog han fast.

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), deltog ved indvielsen og var da også imponeret over byggeriet, som nu er blandt de højeste bygninger i Vejle.

Det fik ham til at lufte ideen til regionsrådsformanden om at tage op på toppen af p-huset med et campingbord og en termokande kaffe.

En sten, der er sparket væk

I sin indvielsestale glædede Stephanie Lose sig over, at den upålidelige parkeringssituation ved Vejle Sygehus nu endelig kommer til en afslutning.

- Vi kan ikke gøre noget ved, at der eksempelvis er kø på Vejlefjordbroen, men det, vi kan gøre noget ved, vil vi også gerne være med til at gøre noget ved, understregede regionsrådsformanden og fortsatte:

- Dette er en sten for patienterne, som nu er blevet sparket til side og blevet til et parkeringshus i stedet for.

Sådan er reglerne i det nye p-hus

I det nye Patienternes P-hus gælder de samme parkeringsregler som for resten af Vejle Sygehus' parkeringspladser.

Det betyder, at man må holde på p-pladsen i tre timer med P-skive.

Ønsker man at holde på pladsen i længere tid, kan man enten registrere sig på sygehusets hjemmeside eller i receptionen.

På den måde kan man få lov at parkere i op til 24 timer.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce