Annonce
Vejle

Slut med livsfarlige scener foran toget: Ny bro i Grejsdalen skal stå klar inden årets udgang

Den kommende stibro snor sig over mod skoven og kommer op i 5,5 meters højde undervejs. Illustration: Cowi/Arkitema
Politikerne har sagt ja til skitseprojekt, og arbejdet går i gang, så der inden 2022 er skabt stiforbindelse over jernbanen skråt over for Grejsdal Kirke.

Vejle: Inden 2021 bliver til 2022, er der skabt en ny forbindelse over jernbanen og åen i Grejsdalen.

Sådan er ambitionen hos politikerne i teknisk udvalg, der på det seneste udvalgsmøde fredag sagde ja til at bruge 11,8 millioner kroner på projektet.

Kollegerne i byrådet skal sige endeligt ja til beslutningen, men da det var et enigt udvalg, der godkendte indstillingen fra embedsværket, er det nærmest en formalitet.

- Broen vil give endnu flere mulighed for at komme over i skoven for at få frisk luft og motionere. Det har vi for alvor fået øjnene op for i disse coronatider - og selvom den ikke står klar før engang sidst på året, er det alligevel fedt, at den er på vej, siger formanden for teknisk udvalg, Gerda Haastrup Jørgensen (V).

Mens en rigtig bro over hele Grejsdalen som del af en ringvej er et omstridt emne, er der næppe tvivl om, at den meget mindre stibro er længe savnet.

Tilbage i slutningen af 1990'erne sløjfede Banedanmark en række overgange over den ensporede jernbane gennem dalen og tvang dermed beboerne i Grejsdalen ud på en længere omvej, når de ville i skoven på den anden side af banen.

Annonce

Ulovlig overgang

Især lukningen af overgangen for enden af Ny Grejsdalsvej gav problemer og anledning til civil ulydighed.

Hegnet ved Ny Grejsdalsvej er gentagne gange blevet brudt op, siden Banedanmark sløjfede overgangen på stedet i slutning af 1990'erne. Dette billede er fra 2015. Arkivfoto: Mads Hansen


Gentagne gange er hegnet ved banen blevet klippet op overfor kolonihaveforeningen Nordly, og avisen har kunnet berette om par med barnevogn, der har forceret skinnerne for næsen af chokerede lokoførere hos DSB.

For år tilbage blev det blandt andet drøftet, om der kunne etableres en tunnel på den placering. Nu kommer der i stedet en bro - men det bliver ikke ved Ny Grejsdalsvej. Den nye forbindelse skal anlægges  en kilometer længere ude ad Grejsdalsvej skråt over for Grejsdal Kirke ved Østerbos afdeling med lejligheder og ungdomsboliger, Grejsdalsparken.


Hele broen bugter sig i et blødt S, der skaber en smuk og oplevelsesrig bevægelse gennem landskabet. På østsiden vil broen slynge sig igennem skoven i niveau med trætoppene, og har derfor potentiale til at blive et udflugtsmål i sig selv.

Uddrag fra projektbeskrivelsen


Det er det rådgivende ingeniørfirma Cowi, der i samarbejde med arkitektfirmaet Arkitema, har designet den nye bro. Den kommer til at kurve sig over banen i en maks-højde på 5,5 meter. På den måde er der også taget hensyn til en eventuel elektrificering af jernbanen mod Jelling, Herning og Struer.

Annonce

Både for gående og cyklister

I projektbeskrivelsen slår rådgiverne fast, at placeringen er valgt med omhu:

"Vi har valgt at placere broen netop her, da der er god afstand til eksisterende bebyggelse, og da terrænet giver optimale forhold i forhold til at etablere en bro, der uden problemer kan forceres både til fods og på cykel."

De mange millioner til projektet henter politikerne ifølge udvalgsformanden i en pulje, der skal sikre bedre mobilitet i kommunen:

- Pengene blev sat af i forbindelse med budgettet for 2021, forklarer Gerda Haastrup Jørgensen.

Endnu mangler altså det endelige ja fra økonomiudvalget og byrådet, men efter al sandsynlighed kommer bekræftelsen på byrådsmødet i starten af februar - og så kan arbejdet  gå i gang.

Den nye stiforbindelse sikrer, at både gående og cyklister kan komme på tværs fra Grejsdalsvej til Store Grundet Skovvej. Illustration: Cowi/Arkitema
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Give

Corona sender 45 elever og 9 lærere hjem

Sport

OL-billetter på spil i Vejle

Annonce