Annonce
Vejle

Smilla kom til undsætning: Fandt et kilo amfetamin og andre stoffer under ransagning i Vejle

Politihunden Smilla, da hun stadig var meget ung. Smilla er under træning, men gjorde sig særligt bemærket tirsdag under en ransagning. Foto: Sydøstjyllands Politi
Da efterforskere fra Sydøstjyllands Politi var ude til en ransagning hos en 29-årig mand i Vejle, tilkaldte de for en sikkerheds skyld narkohunden Smilla. Det viste sig at være en god beslutning. Smilla gjorde noget af et fund.

Vejle: Man skulle mene, at politihunden Smilla i den grad fortjente en godbid efter tirsdagens fund under en ransagning i Vejle.

Over et kilo amfetamin, lige under 20 gram kokain og et fint narkoregnskab blev resultatet af Smillas besøg hos en 29-årig mand i hans lejlighed og loftsrum i Vejle. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 29-årige mand var mistænkt i en indbrudsefterforskning, og Sydøstjyllands Politi ransagede tirsdag mandens lejlighed og loftsrum i forbindelse med efterforskningen. Ofte i den slags efterforskninger tilkaldes narkohunde, og det var også tilfældet tirsdag, hvor politihunden Smilla blev tilkaldt.

Smilla gjorde efterforskerne opmærksomme på et skab i køkkenet, og her fandt efterforskerne en sort notesbog med narkoregnskab og tegn på rester af hash. Over skabet markerede hunden også for fært, og her blev fundet to spiseskeer med rester af et hvidt stof og endnu en notesbog med regnskab, samt nogle små beholdere til hash og kokain med rester i.

Også i loftrummet var Smilla til stor hjælp for efterforskerne. I rummet, der umiddelbart så helt tomt ud, fik Smilla færd bag plastik og isolering. Her fandt efterforskerne en gemt taske, der indeholdt cirka 1,1 kilo amfetamin.

Det samme udspillede sig i et andet loftsrum, der også umiddelbart så tomt ud. Her tilkendegav Smilla tydelig fært oppefra. Efterforskerne afsøgte loftet og hunden markerede ind under isolering i cirka 180 centimeters højde for en lille pose med hvidt stof. Denne indeholdt 14,5 gram kokain.

Sydøstjyllands Politi oplyser desuden i pressemeddelelsen, at Smilla er under uddannelse og ikke officielt godkendt endnu. Det store fund under ransagningen tirsdag var altså træning for Smilla, der blev sendt på arbejde, inden mere erfarne og godkendte hunde skulle have været i gang.

Sydøstjyllands Politi er efter ransagningen tilfredse med den unge politihunds arbejde og roser i pressemeddelelsen Smilla med ordene: "Smilla har allerede bevist, at hun i den grad har fornemmelse for sne…"

Manden blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør og straks idømt tre års fængsel for den fundne narko. Han blev også varetægtsfængslet, indtil han kan påbegynde afsoning af dommen. Der er tale om den 29-årige Mark Hoffmann fra Vejle.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Efter bekymrede miner og bredside til politikerne: Vi tjekker Vejles gågade for tomme butikker

Annonce