Opdateret med korrigerede tal kl. 18.13.
Fredericia: Smittetallet stiger i Fredericia Kommune, mens det falder i andre kommuner. I løbet af den seneste uge er incidenstallet steget med 44 til 85,9 smittede per 100.000 indbyggere. Det er dermed højere end i både Vejle og Kolding. Men bekymringen fra Fredericia Kommunes side er i særdeleshed rettet mod Hannerup Sogn.
Sognet har et smittetal, der ligger over dobbelt så højt som resten af kommunen. Smittetallet var i sidste uge 232 per 100.000 i sognet, fremgik det af en sms til beboerne inden påske. I dag er tallet 211 smittede per 100.000.
Smittetallet får nu borgmester Steen Wrist (S) til at gå ud med opfordring til alle om at lade sig teste hurtigt og ofte.
- Det er en klar opfordring, at folk gør alt hvad de kan for at overholde restriktionerne og samtidig sørger for at lade sig teste. Vi skal nødigt stå i en situation, hvor vi er nødt til igen at lukke skoler, siger Steen Wrist.
Borgmester Steen WristDet er en klar opfordring, at folk gør alt hvad de kan for at overholde restriktionerne og samtidig sørger for at lade sig teste. Vi skal nødigt stå i en situation, hvor vi er nødt til igen at lukke skoler.
Reaktionen kommer efter smittetallene som nævnt er steget i Fredericia Kommune, og at smitten viser sig at være steget markant på sogneniveau i Hannerup Sogn, og desuden er steget i Taulov og Bredstrup/Pjedsted sogne.
- Vi har indgået samarbejde med boligselskaberne i området, vi har sendt sms ud til beboerne i boligforeningerne, og vi har hjulpet boligselskaberne med at intensivere rengøringen i boligområderne ved at sende rengøringsfolk fra kommunen ud i påsken, siger Steen Wrist.
Direktør for ældre og koncerndirektør for ældre- og voksenområdet Yelva Jensen understreger, at det er vigtigt med test uanset om man bor i Hannerup Sogn eller andre steder i Fredericia Kommune.
- Vi er en lille kompakt kommune, hvor grænserne er flydende. Alle tager til byen og handler, unge går på samme ungdomsuddannelser, osv. Derfor skal man tage det alvorligt uanset, hvor man bor, siger hun.
Alle skal gøre en indsats
Skolerne genåbnede først tirsdag for de ældste klasser, ligesom der har været lukket ned hen over påsken. Det er således heller ikke blandt børnene, smitten stiger.
Der er ikke et konkret bud på, hvad der er årsag til stigningen, men det er vigtigt, at der handles nu, konstaterer borgmesteren.
- Netop nu er skolerne genåbnet, og derfor er det vigtigt, at vi gennem test sikrer, at der ikke sker nu smitte, siger han.
- Kan I lukke enkelt skoler, hvis der er frygt for yderligere smitte?
- Det har vi mulighed for, men det er en situation, vi håber at kunne undgå ved at gøre en indsats nu. Jeg håber, at fredericianerne vil være med til at gøre, hvad de kan og især gøre brug af de tilbud, der er for at blive testet, siger Steen Wrist.
Der er blandt andet mulighed for at blive testet i Medborgerhuset i Korskærparken og i Aktivitetshuset i Sønderparken. I Bredstrup/Pjedsted er der testmulighed i hallen, ligesom der er testmulighed på Taulov Bibliotek. Se nærmere på Fredericia Kommunes hjemmeside.