Hedensted: Hold nu fast i alle de velkendte forholdsregler mod coronavirus.
Sådan lyder appellen fra Hedensted Kommune, selvom smittetallet er faldet den seneste uge. Det er nemlig stadig ikke så lavt som tidligere på året, og mutererede virusvarianter ses stadig i positive tests.
- Vi er bange for at komme i en situation som i Kolding, hvor det lige pludseligt eksploderer et sted på grund af den øgede smitterisiko, der er ved mutationer. Vi skal være klar over, at selvom smittetallet er lavt lige nu, så kan det lynhurtigt gå den anden vej, siger chef for social omsorg, René G. Nielsen.
Kan kun appellere
I Kolding har den britiske virusvariant fået fat på flere skoler og dagtilbud. Skrækeksemplet har fået Hedensted Kommune til på Facebook at komme med en appel om at huske at passe på. Den går ud til borgere såvel som virksomheder.
Udlændinge, der kommer til kommunen for at arbejde periodevis, er stadig et særligt fokus.
- Der er en hel del. Typisk lejer de et hus og bor gruppevis. Det gør smitterisikoen større, siger Rene G. Nielsen om den "vandrende arbejdskraft" og fortæller, at kommunen kun kan appellere til arbejdsgiverne om at have opmærksomhed på forholdsreglerne.
Stik til de ældste
Vaccinationsforløbet skrider planmæssigt frem. Hedensted Kommune er godt med i forhold til resten af landet, fortæller René G. Nielsen.
Tallene
Der tages afsæt i tallene, der blev offentliggjort fredag 19. februar. I parentes ses tallene for fredag 12. februar.
Smittetilfælde de seneste syv dage: 23 (35)
Postnummer: Hedensted har flest nye tilfælde, otte styk.
Incidenstallet per 100.000 borgere: 49 (75)
Antal tests seneste syv dage: 5270 (5358)
Har fået begge stik: 1255 (1000)
Har fået et stik: 2476 (1492)
Nu gælder det restgruppen af borgere, der er fyldt 85 år eller mere og endnu ikke har fået første vaccine. Dernæst følger mennesker med kroniske sygdomme og andre sårbare, som indstilles via læge eller sygehus.
Skal være klar til at teste flere
Kommunen skal stå for testningen på skoler, når de ældre elever på et tidspunkt vender tilbage. Der lægges op til to tests ugentligt for elever og personale. Det er en stor opgave, som kommunen må ansætte folk til at løfte.
René G. Nielsen, chef for social omsorg, Hedensted KommuneVi har gjort en kæmpestor indsats for at sikre, at alle de borger i målgrupperne, vi arbejder med, er kommet til vaccination. Derudover har vi haft stort fokus på at udnytte alle tilovers-blivende rester fra vaccinerne og at bruge dem. Det betyder, vi er rigtig godt med i forhold til resten af landet.
- Vi regner med et løbende optag, så vi kan lave pode-teams eller par, som kører ud og bruger lokaler, som står klar, siger René G. Nielsen.