Annonce
Vejle

Smittetrykket ligger stabilt i Vejle: Det ser værre ud på den anden side af kommunegrænsen

Gerda Holm havde taget turen fra Vejle til Jelling for at blive testet, da testbilerne kom forbi for et par uger siden. Arkivfoto: Mette Mørk
Myndighederne holder dog fortsat øje med Vejle Kommune, da tallene stadig er bekymrende høje. Senest har Englystskolen i Børkop sendt en klasse og tre lærere hjem.
Annonce

Vejle: Smittetrykket i Vejle Kommune har den seneste uges tid ligget stabilt. Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

Hver eneste eftermiddag på hverdagene offentliggør instituttet den aktuelle situation med coronavirus ude i kommunerne. De seneste tal er dermed fra onsdag klokken 14.

Her kan man se, at der den seneste uge - altså fra onsdag til onsdag - er blevet konstateret 28 nye smittede i Vejle.

Den såkaldte incidens ligger dermed nu på 24.

Det betyder, at 24 den seneste uge er testet positiv pr. 100.000 indbyggere. Vejle Kommune har 115.748 indbyggere.

Annonce

Stadig bekymrende højt

Tallet er stadig bekymrende højt, da myndighederne holder særligt øje med kommuner over grænsen på 20.

Men for to uger siden lå smittetrykket markant højere. Faktisk nåede det næsten helt op på 40, men siden det faldt, har det ligget stabilt.

I mandags hed incidenstallet eksempelvis 23.

Det kan igen gå den modsatte vej, men lige nu lader kurven til at være knækket, selvom flere kommunale institutioner op til, i og efter weekenden blev ramt.

Fredag blev en medarbejder på Postens Vej, der er et bosted for udviklingshæmmede, konstateret smittet. Dagen efter, lørdag, var det en medarbejder på Plejecenter Atriumhaven, der blev konstateret smittet med corona. Begge institutioner ligger i Brejning.

Søndag måtte Vejle Kommune rette henvendelse til alle forældre, der har børn i daginstitutionen Kernehuset i Bredballe med besked om, at ingen børn som udgangspunkt måtte møde ind mandag morgen.

Lørdag var det nemlig blevet konstateret, at to kolleger til en covid-19-smittet pædagog i én af vuggestuegrupperne også var blevet smittet.

Onsdag kom det frem, at et barn og en lærer i indskolingen på Englystskolen i Børkop er konstateret smittet. Skolen sendte klassen og tre lærere hjem.

Annonce

Fredericia er hårdt ramt

Den positive udvikling giver ikke genlyd i alle Vejles nabokommuner.

Fredericia har eksempelvis den seneste uge opdaget 78 nye smittetilfælde. Kommunen har dermed lige nu en incidens på 152 - og dermed syv gange højere end Vejle Kommune og den bekymrende grænse sat af myndighederne.

Hedensted, Middelfart, Horsens og Kolding har den seneste uge konstateret henholdsvis 8, 8, 17 og 32 nysmittede og har dermed et smittetryk på mellem 17 og 34.

I Vejle Kommune er 5096 borgere blevet testet den seneste uge. Af alle de testede har 0,55 procent vist sig at være positive.

Alt i alt er  41.273 vejlensere, siden landet lukkede ned i marts, blevet testet. Nogle er testet flere gange.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Med misk mask maske på

Vejle

Lokalt netmedie har droppet Vejle-nyheder

Annonce