Vinding: Rækkehuse i massevis skyder i disse år op rundt omkring i Vejle Kommune. Faktisk er antallet af nybyggede rækkehuse i kommunen per år steget med knap 1400 huse i løbet af de seneste ti år, ifølge tal fra Bolius.
Men selvom de mange huse med kort til naboerne er populære, er der altså også en bagside, når der bliver bygget så mange rækkehuse. På Agerglimt i Vinding er der bygget hele 154 nye rækkehuse, og de skaber debat i et kommetarspor på Facebook:
De mange nye rækkehuse er nemlig placeret på en grund ved kirken, der ifølge kommentarerne på Facebook, tidligere har været et smukt naturområde.
Natur, der nu er erstattet af mursten i tre forskellige nuancer.
Fra natur til KZ-lejr
Kommentarerne kan læses i et spor under en artikel, Vejle Amts Folkeblad har delt på Facebook. Her udtrykker borgerne ærgrelse over byggeriet i Vinding, der ligger tæt på Vinding Kirke.
Utilfredsheden over placeringen og udførelsen af husene er også til at tage og føle på, hvis man dykker ned i kommentarerne.
Begejstringen er heller ikke udelt i byrådssalen. Formanden for teknisk udvalg i Vejle Kommune, Gerda Haastrup Jørgensen, V, sagde i sidste uge, at hun godt kunne have ønsket sig en større variation i byggeriet.
Hun understreger samtidig overfor avisen, at der dog ikke er overtrådt nogle regler eller retningslinjer i forbindelse med byggeriet.
'Vi glæder os'
Selvom der er en del ærgerlige kommentarer, har der været stor interesse for projektet.
For nogle måneder siden kunne Vejle Amts Folkeblad skrive, at interessen for projektet ifølge bygherren Go'Bolig kun har været overgået af studieboliger i København.
Det er også en interesse, man kan læse mellem de utilfredse kommentarer på Facebook.
Netop den stigende interesse for rækkehuse, der ifølge Bolius var den boligtype, der blev bygget flest af i 2019, er da også årsagen til, at der er blevet bygget så mange i Vinding, oplyser Milton, der er firmaet bag projektet.
Den første etape af rækkehusbyggeriet stod færdig i foråret 2021, mens resten af byggeriet forventes indflytningsklart i december 2021 og april 2022.