Annonce
Indland

Socialdemokratiets musikalske partisoldat

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Transportminister Benny Engelbrecht (S), der 4. august fylder 50 år, har ikke lagt guitaren på hylden, selv om livet i politik har taget det meste af hans tid.

Annonce

Selv om Benny Engelbrecht er født og opvokset på Amager, er han så tæt på at være sønderjyde, man kan være uden en lokal dåbsattest.

Han flyttede til Sønderborg som 20-årig, og området er en uundgåelig del af både hans personlige og politiske liv.

For politikeren, der tirsdag den 4. august fylder 50, var det dog musikken, der fyldte i de første mange år. Blandt andet med en drøm om at blive rockstjerne, arbejde som studievært og med egen musikbutik.

Trods titlen som forsanger i "Benny and the Black Ties" er det dog gået bedre for Benny Engelbrechts politiske karriere end den musikalske.

Benny Engelbrecht har tidligere sagt, at han blev socialdemokrat under en 1. maj i Fælledparken i slutningen af 70'erne til lyden af Kim Larsen og Anker Jørgensen. Men det var først som voksen, at han blev medlem af partiet.

Det lokale engagement blev vekslet til en plads i Folketinget i 2007. Her kom han ind i et parti, der var ved at finde sine ben efter formandsopgøret mellem Frank Jensen og vinderen, Helle Thorning-Schmidt.

Siden sin ankomst til gruppen har han været en loyal partisoldat, der bliver beskrevet som driftssikker uden at stikke for meget ud til hverken den ene eller den anden side.

Da Helle Thorning-Schmidt var statsminister, blev loyaliteten belønnet, og fra 2014 kunne Benny Engelbrecht kalde sig skatteminister.

Han nåede dog at sidde mindre end et år på den uriaspost, der allerede her var domineret af nødlidende it-systemer og nedskæringer.

Efter valget sidste år kunne den guitarspillende socialdemokrat igen kalde sig minister, da statsminister Mette Frederiksen udpegede ham til transportminister.

Her er han blevet kritiseret for, at regeringens løfter fra før valgkampen om en milliardstor, bredt funderet infrastrukturplan fortsat ligger musestille og ikke er rykket nogen steder.

I hjemmet i Sønderjylland har der ikke været musestille om Benny Engelbrecht. Her har han i 30 år boet med sin hustru og - som medlemskaber af både Dansk Kennel Klub og Bulldog-klubben indikerer - deres hunde.

Derfor vakte det opsigt, da han i februar meddelte, at de to skulle skilles. Det betyder nu ikke et farvel til Sønderjylland for den tidligere amagerkaner, da de to bliver boende sammen dog med nye kærester.

Kærligheden og tilhørsforholdet til området er da også umiddelbart usvækket trods arbejdslivet som del af Socialdemokratiets top og titlen som transportminister.

Noget, han og "Benny and the Black Ties" satte musik på i deres seneste sang, "For Sønderjylland". Her synger Benny Engelbrecht fra landemærker i Sønderjylland blandt andet:

- Som et ekko af mine sko, har jeg stoltheden ved at bo, på en egn hvor vi gør det selv, og "mojn" betyder goddag og farvel.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Egtved Brugs, Café Kværn, Ravning Dambrug, Gadbjerg Kloakservice - og mange andre: Her er ugens regnskaber i Vejle Kommune

Vejle Boldklub

VB-anføreren efter sejren over Sønderjyske: Vi viste, vi kan være med

Vejle For abonnenter

Av, av, et prik og en bloddråbe: Rødkilde-elever viser samfundssind i kampen mod coronaen

Annonce