x
Annonce
Sport

Solbakken ser pæne chancer for EL-avancement

Lee Smith/Ritzau Scanpix
FCK skal møde Tyrkiets førerhold i Europa League, men der er fine danske chancer, vurderer Ståle Solbakken.

Istanbul Basaksehir blev trukket op som FC Københavns modstander i Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Annonce

At dømme ud fra bookmakernes odds står de danske mestre med gode muligheder for avancement til kvartfinalen med den lodtrækning, og FCK-manager Ståle Solbakken er da også umiddelbart tilfreds.

- Jeg vurderer da, at vi har mulighed for at gå videre med et godt udgangspunkt i den første kamp og herefter den afgørende kamp i en fyldt Telia Parken, siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.

- De topper jo den tyrkiske liga, og jeg har set lidt af en af deres kampe, men ellers har jeg ikke nok kendskab til deres hold til at sige så meget.

Den tyrkiske klub blev etableret for 30 år siden, og det var først i 2008, klubben nåede op på øverste niveau i det tyrkiske ligasystem.

Holdet blev nummer to i den bedste tyrkiske række i sidste sæson og har udmærket sig ved at hente adskillige store navne, som er pænt oppe i 30'erne.

Men selv om navne som Robinho og Martin Skrtel vækker genlyd, så skal Ståle Solbakken i videorummet en del forud for kampene.

- Jeg håber selvfølgelig, at vi igen kan skabe to tætte kampe, men vi kommer sikkert under pres dernede. Det er et hold, der har fået tilført mange ressourcer de senere år, men nu må vi gå i gang med at studere dem nærmere, siger han.

Istanbul Basaksehir har dog en norsk spiller på holdet, som Ståle Solbakken kender lidt til.

- Jeg kender ikke holdet så godt, men jeg kender deres forward, Fredrik Gulbrandsen, for jeg spillede mange kampe med hans far, Tom Gulbrandsen, på Lillestrøms midtbane midt i 90'erne, så jeg kender familien godt, lyder det fra FCK-manageren.

Første kamp spilles i Tyrkiet 12. marts, mens der er returkamp i Danmark 19. marts.

/ritzau/

Læs reaktionen på FCK''s hjemmeside
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce