Annonce
Erhverv

Solo Company er gået konkurs: Forhandlinger i gang om overlevelse

Keld Christensen, medejer og bestyrelsesmedlem i Solo Company, der tirsdag blev begæret konkurs i skifteretten i Esbjerg. Arkivfoto Malene Wonsbek
Tistrups tøj-koncern er i akutte forhandlinger om overlevelse. Kurator har håb – og pointerer, at de 26 Solo-butikker er upåvirkede af situationen.

Tistrup: I 30 år har den forholdsvis lille landsby Tistrup mellem Varde og Ølgod haft noget så usædvanligt som eget, dansk modeselskab eller tøj-koncern, om man vil.

Solo Company, som selskabet hedder, har tidligere haft turbulente tider, men tirsdag i denne uge slog alligevel hovedet på sømmet, da virksomhedens direktion begærede Solo Company og en række datterselskaber konkurs.

- Jeg synes jo, at det vigtigste budskab er, at butikkerne lever videre, og der forhandles om en løsning, siger kurator Søren Christensen Volder fra advokatselskabet Bech-Bruun.

Det lykkedes JydskeVestkysten torsdag at få fat i det eneste direktionsmedlem fra Solos oprindelige grundlæggerfamilie, Andreas Balling Nissen, men han ønsker ikke at kommentere situationen. Han henviser til kurator som den eneste, der siger noget om Solos skæbne.

12 medarbejdere er sendt hjem

Hvor mange medarbejdere er påvirket af konkursen?

- Kun cirka omkring 12 medarbejdere, alle på hovedsædet i Tistrup. De er suspenderet og sendt hjem. Det vil sige, at de er ikke sagt op – men bedt om at afvente, om arbejdsgiver kan tilbyde at fortsætte ansættelsen, siger Sørensen Christensen Volder.

Han sidder i øjeblikket på konkursboets vegne og forsøger sig med en redningsaktion, som består i at få en ny ejer til selskabet.

Kurator vil ikke sige, om han er optimist, eller om der er en frist, men han bekræfter, at der er en interesseret køber, som han forhandler med.

Sammen med Solo gik datterselskabet ChaCha Aps, der er det selskab, der har fået Solos tøj hjem fra produktion i østen, konkurs i tirsdags. Samt flere datterselskaber.

Omsætning svigtede

Hvorfor har de begæret sig selv konkurs?

- Fordi omsætningen i fjerde kvartal sidste år svigtede i sådan et omfang, at de ikke kunne generere likviditet til betale regningerne, siger kurator.

Hvor stor er gælden?

- Det er dét, jeg sidder og regner på.

Er der en frist for, hvor længe Solo kan forhandle om overlevelse?

- Nej, ikke formuleret. Men det er klart, at det ikke er sundt at være i den her situation. Det er klart, det skal gå relativt hurtigt. Men i og med at butikkerne ikke er med i konkursen, er vi ikke dikteret en frist, siger Søren Volder Christensen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce