Annonce
Sport

Som en søvnig stork spadserede Danmark sig akkurat til sejr

Christian Eriksen tog bolden under blusen efter sit første af to mål på straffespark og det satte straks gang i spekulationerne om en forstående udvidelse af familien. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Danmark nåede akkurat gruppefinale mod Belgien onsdag aften i Leuven i Nations League med et sent straffesparksmål af Christian Eriksen, der også scorede til 1-0 fra pletten.

Fodbold: Det kan godt være, at Shu-Bi-Dua,s "Danmarkssang" er katapulteret ud af højskolesangbogen, men i Parken gjaldede den ubekymret ud over det affolkede stadion.

En helikopter kredsede over nationalarenaen samtidig med, at Michael Bundesen sang, at "storken er en dejlig flyver".

Men der findes andre mennesker end dem, der er danske. Islændingene var landet i København fra Budapest med store flænger i brynjen efter et 2-1-nederlag til Ungarn, der dermed kvalificerede sig til EM-slutrunden til sommer på Islands bekostning.

Islands svenske landstræner Erik Hamrén havde skiftet hele otte spillere i forhold til den Budapest-kamp, der var Islands vigtigste i år og endog den tidligere OB'er Ari Skúlason fik spilletid fra start.

Danmark stillede også med otte nye spillere i sammenligning med svensker-landskampen forleden i Brøndby, hvor 14-16 spillere var forhindrede af engelske corona-regler eller isolerede på deres hotelværelser.

Samtidig afsonede Pierre Emile-Højbjerg karantæne, Kasper Dolberg var taget hjem til Nice med en hofteskade og Joakim Mæhle var også skadet. Og Robert Skov jo i corona-karantæne.

Kasper Hjulmand havde valgt en 3-5-2-opstlling, så Jannik Vestergaard kunne klemmes ind på holdet efter gode præstationer i Southampton.

Islændingene parkerede bussen med alle markspillere på den sidste tredjedel af banen og så skubbede danskernes bolden rundt i små trekanter med så stor tålmodighed, at det ret beset var kedeligt at se på. Men danskernes ville ikke udsættes for et konstrastød.

Mathias Jensen havde et par smarte afleveringer i dybden og på en af dem var Daniel Wass styrtet ind fra højre med Ari Skúlason i ryggen. Wass faldt og den tyrkiske dommer Halil Úmut Meier pegede på pletten. Et meget tyndt straffespark, og Skúlason fik en endda en advarsel for den næsten umærkelige berøring.

Med barn igen?

Christian Eriksen dundrede bolden ind under overliggeren og fejrede så 1-0-målet ved at putte bolden under blusen, og den slags signalerer ofte, at spillerens kvinde er med barn igen. På twitter blev der omgåede spekuleret i, om Sabrina Kvist Jensen ventede sig og det var uopklaret ved redaktionens slutning.

Men som sagt er storken en dejlig flyver, selv om der ikke var fugls føde på gæsternes præstation ud over et Skulason-indlæg og Arnór Sigurdsson, der stødte sit knæ ind i Kasper Schmeichels ansigt, så Leicester-keeperen i nogle sekunder lå ubevægelig på græsset. Men snart virkede han umiddelbar frisk og gik med ud i pausen.

Men lægeteamet og Schmeichel selv tog ingen chancer og keeperen blev udskiftet. Frederik Rønnow stod fra anden halvlegs start.

Thomas Delaney er helt tydeligt tilbage i sin gamle form og bandt det danske spil sammen, mens Mathias Jensen forsvandt en del ud af kampen efter en god start.

Island kom længere frem på banen efter pausen uden, at vulkanerne rumlede voldsomt. Den tidligere Esbjerg-spiller Victor Pálsson var kommet ind centralt.

Det danske spil blev mere og mere bedrøveligt og apatisk og der skulle ikke meget til at lukke gæsterne ind, og Frederik Rønnow måtte præstere en flot redning ved stangen.

Men det vækkede ikke danskerne og pludselig blev Vidar Kjartansson sendt afsted med en stikning og han placerede sikkert bolden forbi Frederik Rønnow til en chokerende men indlysende udligning.

I overtiden var heldet med danskerne, der pludselig i overtiden fik et straffespark for hands efter Yussuf Poulsens hovedstød. Eriksen satte bombesikkert bolden ind i hjørnet igen.

Belgien vandt samtidig hjemme 2-0 over England og så skal der en dansk sejr i Leuven onsdag aften til at vinde gruppen og komme i Nations Leagues Final Four i oktober næste år. Højbjerg vil være tilbage, mens Thomas Delaneys holdkammerat i Dortmund, Axel Witsel har karantæne.

Allerede inden kampen var Danmark sikret seedning i første lag, når lodtrækningen til VM-kvalifikationspuljer foretages den 7. december, fordi Schweiz lørdag ikke kunne besejre Spanien.

Kampen Kort

Danmark-Island, Nations League 2-1 (1-0)

Mål: 1-0 Christian Eriksen (11) straffespark begået af Ari Skúlason mod Daniel Wass, 1-1 Vidar Kjartansson (85) scorer efter stikning, 2-1 Christian Eriksen (90+1) straffespark for hands.

Advarsler: Ari Skúlason, Island (11), Daniel Wass, Danmark (66), Birkir Sævarsson, Island (85), Hördur Magnusson, Island (90+1).

Danmark (3-5-2) Kasper Schmeichel (46. Frederik Rønnow - karakter: 7)– Andreas Christensen, Simon Kjær, Jannik Vestergaard – Daniel Wass, Mathias Jensen (66. Jens Jønsson), Thomas Delaney -Christian Eriksen, Jens Stryger Larsen - Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite (76. Lucas Andersen).

Island (4-4-2) Rúnar Rúnarsson – Birkir Sævarsson, Hólmar Eyjólfsson, Sverirr Ingason, Hördur Magnússon – Arnór Sigurdsson (70. Aron Gunnarsson), Birkir Bjarnason (46. Victor Palsson), Ari Skúlason – Albert Gudmundsson (74. Alfred Finnbogason) Jón Dadi Bödvarsson (70. Vidar Kjartansson).

Bedste spillere:   Danmark:  Christian Eriksen  Island: Albert Gudmundsson

Tilskuere: 141

Dommer: Halil Emut Meier, Tyrkiet – karakter: 4.

Næste kamp: Nations League, onsdag kl. 20.45 Belgien-Danmark

Karakterer: Kasper Schmeichel 7– Andreas Christensen 7, Simon Kjær 7, Jannik Vestergaard 4 – Daniel Wass 4, Mathias Jensen 4, Thomas Delaney 7 -Christian Eriksen 10, Jens Stryger Larsen 4 - Yussuf Poulsen 4, Martin Braithwaite 02.

Forsiden netop nu
Vejle

Efter endnu en uge med rekordhøje smittetal: Disse områder i Vejle er lige nu hårdt ramt