Annonce
Rejser

Sommer på Fyn: Fem tip til en regnvejrsdag

Forfatter Else Marie Lehman har udvalgt fem gode bud på regnvejrsdagsoplevelser på Fyn. Arkiv- og pressefotos: Peter Leth-Larsen, Michael Bager, Øhavsmuseet/ Ard Joungsma, Tim K. Jensen og Robert Wengler.
Else Marie Lehman har skrevet bogen "111 steder på Fyn du skal se", og ud af de mange oplevelser fremhæver hun her fem, der kunne være gode bud på underholdning på en sommerregnvejrsdag.

Brødtekst

Annonce

1. Keramik, kunsthåndværk og klassisk design

På Clay kan man gå på opdagelse i værker fra toneangivende internationale keramikere i Ceramics Momentum, eller man kan gå et skridt tilbage i keramikhistorien og besøge den store samling fra Royal Copenhagen. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

På keramikmuseet Clay kan du nyde en imponerende samling af vores keramiske kulturarv side om side med skiftende skæve, moderne udstillinger. Museet kan tryllebinde alle generationer i flere timer. Særligt de mange naturtro fugle- og dyrefigurer kan være svære at løsrive sig fra for både store og små. I sommerens særudstillinger kan du blandt andet se eksempler på, hvad der sker lige nu på den internationale keramikscene i Ceramic Momentum, hvor keramikere fra hele verden viser deres værker, og du kan se en række yndlingsværker fra samlere og medlemmer af foreningen Keramikkens Venner, der fejrer 25 års jubilæum. Clays beliggenhed og smukke omgivelser ud til Lillebælt er i sig selv flotte og fascinerende, så er du heldig at opleve lidt ophold i regnvejret, skal du unde dig selv en tur i skulpturparken bag museet.

Adresse: Grimmerhus, Kongebrovej 42, 5500 Middelfart. Åbningstider i sommerperioden: Tirsdag-søndag klokken 10 til 17. Onsdag dog åbnet til 20. Lukket mandag. Hjemmeside: www.claymuseum.dk.

Bonus: Tag videre ind til Algade i Middelfart, hvor den lille, hyggelige Café Inga ligger sammen med Middelfart Museum. I caféen kan du få lækkert hjemmebag med en kop varm kaffe, te eller kakao. Både opskrifter, møbler og det musselmalede stel, som det hele serveres i, er – lige som caféens navn – doneret af Inga Jørgensen, der tidligere drev pensionat på Grimmerhus, hvor Clay har til huse i dag. Adresse: Algade 8, 5500 Middelfart. Åbningstider i sommerperioden: Tirsdag til lørdag klokken 11 til 17.

2. Dinoer og andre fantastiske skabninger

På Naturama kan man få et sjældent blik ind i dinosaurernes verden. Arkivfoto: Michael Bager

Naturama er altid et besøg værd. Her kommer du tæt på alskens dyr fra både land, vand og luft. Der er dagligt rundvisninger, shows og andre arrangementer, hvor du kan afprøve din viden (og få mere af den) om naturen og videnskaben. Naturama har for tiden en særudstilling om dinosaurer, hvor du kan se skelettet af babydinoen Baby Louie og opleve rekonstruktioner af hans voksne artsfæller i naturlig størrelse. Udstillingen bringer dig i øjenhøjde med de store fortidsdyr og deres fascinerende verden.

Adresse: Dronningemaen 30, 5700 Svendborg. Åbningstider i sommerperioden: Tirsdag til søndag klokken 10 til 17 (16 uden for skolesommerferien). Lukket mandag. Hjemmside: www.naturama.dk.

3. Ret og straf

I Arresten i Faaborg kan du selv prøve at komme bag tremmer og måske gøre et flugtforsøg. Pressefoto: Øhavsmuseet/ Ard Joungsma

En frivillig tur bag tremmer er også en mulighed på en regnvejrsdag. Arresten i Faaborg viser dig et stykke rets- og fængselshistorie indefra og giver stof til eftertanke undervejs. Du kan sagtens gå rundt på egen hånd, men en rundvisning giver dig ekstra anekdoter og detaljer med i købet. Undervejs kan børnene løse detektivopgaver, og du kan prøve at være både dommer, ansat, indsat og pårørende imens. Husk også at bestille tid til et besøg i kælderen, hvor særudstillingen Savn & Brand i lyset fra en medbragt staldlygte lader dig opleve og mærke de omstændigheder, der gik forud for karlen Janus’ ophold i arresten i 1905.

Adresse: Torvet 19, 5600 Faaborg. Åbningstider i sommerperioden: I juli og august åbent alle dage klokken 10 til 16. Hjemmeside: www.ohavsmuseet.dk/udstillinger-og-aktiviteter/arresten.

4. Den lukkede indefra

Den tidligere sindssygeanstalt husede patienter frem til 1999. Det er patienternes historie, du kan se, høre og mærke, når du bevæger dig rundt i gangene. Arkivfoto: Tim K. Jensen

Et andet sted, du kan komme bag lukkede døre, er på Psykiatrisk Samling i Middelfart. Den tidligere sindssygeanstalt husede patienter op til 1999. Det er deres historie, du kan se, høre og mærke, når du bevæger dig rundt i de hvide gange. Lydene er autentiske, og citaterne på væggene stammer også fra dem, der har været indlagt og oplevet både hverdagen og behandlingsformerne på egen krop. Uanset om du er voksen eller barn, er der basis for en spændende oplevelse, der kalder både smil, tårer og gåsehud frem undervejs.

Adresse: Teglgårdsparken 17, 2. sal, 5500 Middelfart. Åbningstider i sommerperioden: Tirsdag klokken 10 til 13, torsdag klokken 13 til 16 og 1. søndag i måneden klokken 13 til 16. Hjemmeside: www.middelfart-museum.dk/psykiatrisk-samling.

5. Tidsrejse gennem det 20. århundrede

I Tidens Samling kan man gå på opdagelse i det 20. århundredes forskellige årtier. Her har museumsdirektør Cecilie Ning Hage slået sig ned i 70'erne. Arkivfoto: Robert Wengler

Tidens Samling er en favorit, uanset hvem du følges med og hvornår. Et besøg i den ene lille tidslomme efter den anden bringer masser af smil frem på læberne. Der er basis for mange gode grin og sjove snakke om mormor, Onkel Ove og 80’ernes ganske særlige stil, mens I bevæger jer igennem et helt århundrede og prøver stole, telefoner og legetøj fra de forskellige årtier. For tiden har særudstillingen fokus på 1960’erne, hvor du mere detaljeret kan (gen)opleve de farverige og forskelligartede sider af netop denne særlige epoke, dens mode, musik og holdninger.

Adresse: Kulturmaskinen, Farvergården 7, 3. sal, 5000 Odense C. Åbningstider i sommerperioden: Mandag til lørdag klokken 10 til 16. Hjemmeside: www.tidenssamling.dk.

Om bogen

Else Marie Lehman kom fra Jylland til Odense for at studere og blev forelsket i både Fyn og en fynbo. I dag bor hun i København, men kommer jævnligt på øen for at besøge venner og svigerfamilie.

I februar udkom hendes kærlighedserklæring til de hemmelige afkroge og åbne vidder i Danmarks have. Bogen hedder "111 steder på Fyn som du skal se" og guider besøgende og fynboer rundt til anderledes oplevelser.

Det er forlaget Frydenlund, der udgiver bogen. Den er på 237 sider og koster 199 kroner.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce