Thyregod: I modsætning til andre byer i den gamle Give Kommune lader det til, at Thyregod også i år får en sommerfest.
Ikke en normal en af slagsen, men dog en sommerfest.
- Vi kan lige så godt sige det med det samme. Det bliver ikke som det plejer. Thyregoddagene kommer i år i en "Lite" udgave - selvfølgelig på grund af coronasituationen, hedder det på Thyregodportalen.
Så mens Give, Kollemorten, Gadbjerg og Farre har aflyst deres sommerfester, får Thyregods borgere deres sommerfest, omend i en skrabet model.
En del af forklaringen er, at Thyregod først holder byfesten "Thyregoddagene" i august. En anden af forklaringen er, at coronatrykket nu er lettet så meget, at der lempes på nogle af de mange restriktioner, der har aflyst de øvrige byfester.
Thyregods sommerfest kulminerer altid den tredje lørdag i august og dagene op til denne lørdag er fyldte med aktiviteter. Her bydes der på i normale år blandt andet på fiskekonkurrence og motionscykelløb ved Rørbæk Sø
De endelige planer er stadig på tegnebrættet, men der er allerede nu ting, der med sikkerhed ikke bliver til noget.
Festteltet kommer ikke op
Det er især sommerfestens normale kulmination lørdag, der bliver ramt. Der bliver ikke rejst telt på festpladsen, hvilket har den konsekvens, at der ikke bliver nogen fest lørdag aftenen.
Også børnene kan allerede nu begynde at bearbejde skuffelsen over, at der ikke som vanligt kommer hoppeborge op at stå på festpladsen.
Thyregod-Vester BorgerforeningVi kan lige så godt sige det med det samme. Det bliver ikke som det plejer. Thyregoddagene kommer i år i en "Lite" udgave.
Derimod regner arrangørerne fra Thyregod-Vester Borgerforening med at gennemføre følgende af de traditionelle arrangementer:
Torsdag 13. august gennemføres fiskekonkurrencen ved Rørbæk Sø. Her plejer der ikke være problemer med at overholde afstandskravene og deltagerantallet plejer heller ikke nærme sig sammenstimling.
Om fredagen har man gennem de senere år gennemført et arrangement ved Plejecenter Sandbjerg for også at drage den del af byen med ind i byfesten. Det forventer arrangørerne også bliver muligt år, men de endelige detaljer er ikke på plads endnu.
Fredagen er også dagen for afvikling af Thyregodmesterskaberne i "Løgn". Rafleturneringen plejer at foregår i teltet, men det rejses som skrevet ikke i år. Rafleturneringen forventes dog gennemført under en eller anden form.
Lørdagen starter næsten som den plejer med morgensang i kirken og kaffe og rundstykker.
Resten af dagen vil man forsøge at gennemføre en række mindre aktiviteter forskellige steder i byen. Heller ikke her er alle detaljer på plads, for alt afhænger af, hvordan de forskellige restriktioner og forsamlingsbestemmelser ser ud til den tid.
Men lidt sommerfest bliver det til.