Annonce
Kultur

Sommerfester aflyst: Vi tør ikke samle så mange mennesker i år

Der var liv og glade dage ved Firehøje Sommerfest sidste år, hvor sommerfesten kunne fejre 50-års jubilæum. I år må borgerne i både Firehøje- og Egtved-området undvære sommerfesterne og i stedet glæde sig til festlighederne næste år. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Styregrupperne bag sommerfesterne i Egtved og Firehøje har valgt at aflyse årets festligheder. Begge håber at vende stærkt tilbage næste år.

Egtved/Ny Nørup: Sommer plejer for mange at betyde by- og sommerfester. Men dem må man mange steder spejde forgæves efter i år. Det gælder eksempelvis både sommerfesten i Egtved og i Firehøje, som er blevet aflyst som følge af coronavirus-situationen i Danmark.

I Egtved skulle sommerfesten være fundet sted i weekenden 12.-14. juni.

- Det er flere faktorer, der gør, at vi har valgt at aflyse. Selvom forsamlings-forbuddet til den tid måske er hævet til 500, og vi måske godt kunne holde os inden for de rammer, handler det også om, at vi synes, vi kan være bekendt at samle mange mennesker, hvor der kan være risiko for at sprede smitte. Og ville folk overhovedet have lyst til at komme, lyder det fra Mikkel Harritslev Nielsen fra sommerfestudvalget i Egtved.

I udvalget drøftede man også muligheden for at flytte sommerfesten til september.

- Men der kommer til at ske så meget efter sommerferien med fødselsdage, konfirmationer og andet, der er blevet rykket på grund af coronasituationen. Så vi valgte i stedet at aflyse, fortæller han

Annonce

Vi er selvfølgelig rigtig kede af at være nødsaget til at aflyse, men vi mener, det er det eneste rigtige.

Bettina Arens, styregruppemedlem, Firehøje Sommerfest

Heldigvis ikke jubilæumsår

I Ny Nørup, hvor Firehøjefesten holdes, har styregruppen valgt at aflyse allerede nu, selvom sommerfesten først skulle afvikles 20.-23. august. Her handler det også om utryghed ved at samle mange mennesker til en sommerfest, hvor både frivillige og festgæster måske kan risikere at smitte eller blive smittet.

- Vi er selvfølgelig rigtig kede af at være nødsaget til at aflyse, men vi mener, det er det eneste rigtige. Heldigvis var det sidste år, sommerfesten kunne fejre 50-års jubilæum, som vi fejrede ved at give den ekstra meget gas på programmet. Det havde været endnu mere ærgerligt, hvis det havde været i år, siger Bettina Arens fra styregruppen.

I stedet vil styregruppen begynde at fokusere på sommerfesten næste år, som forhåbentlig kan vende tilbage med fuld styrke.

Jubilæum fejres næste år

Også i Egtved kigger sommerfestudvalget frem mod næste år. Her kan Egtved Idrætsforening fejre 100-års jubilæum, og sommerfestudvalget og idrætsforeningens hovedbestyrelse har derfor valgt at holde en stor jubilæumsfejring i forbindelse med sommerfesten, som kommer til at finde sted 11.-13. juni 2021.

- Hvordan og hvorledes vi kommer til at markere 100-års jubilæet, vides endnu ikke - det skal vi først til at planlægge. Men jeg forestiller mig da noget med en kæmpe lørdagsfest. Jeg kunne også forestille mig et indslag, hvor man viser idrætten gennem 100 år - eksempelvis hvilke sportsgrene, hvilke redskaber og hvilken slags sportstøj, der er blevet brugt gennem de 100 år. Vi skal nok finde på flere gode idéer, fortæller Mikkel Harritslev Nielsen.

Planlægningen af festlighederne til næste år går allerede i gang efter sommerferien.

- Mange af de ting, vi havde programsat til i år, kan vi flytte videre til næste år, og så skal vi finde på forskellige måder at gøre noget ud af 100 års-jubilæet, så det kan mærkes!

Idrætsforeninger må undvære overskud

Både i Firehøje-området og Egtved vil de aflyste sommerfester kunne mærkes i lokalsamfundet - ikke kun på de dage, hvor man må undvære festlighederne.

- At sommerfesten ikke bliver til noget, kommer desværre også til at gå ud over lokale leverandører. Blandt andet plejer vi at købe pølser og alt i grillen hos Dagli'Brugsen her i Ny Nørup, så det vil de selvfølgelig kunne mærke. Derfor har vi besluttet i styregruppen, at vi vil gøre vores for at være med til at opfordre folk til at huske at støtte lokalt, så det ikke kommer til at ramme alt for hårdt, siger hun.

Sommerfesten plejer desuden at generere et pænt overskud, som blandt andet kommer Firehøje IF til gode. I år må idrætsforeningen altså undvære det bidrag.

Også idrætsforeningen i Egtved plejer at nyde godt af byens sommerfest. Det seneste par år har sommerfesten nemlig givet et overskud på 30.000-40.000 kroner, som er gået til idrætsforeningens virke.

Der er endnu ikke kommet nogen officiel udmelding i forhold til, om årets Brunmosefest gennemføres.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Klar tysk melding om grænseåbning: Åbne sluser til Poetzsch og Calle fra 15. juni

112

Bilist kørte ind i siden på modkørende

Annonce