Annonce
Vejle

Sommerfugle på træk landede på Grundet

Flotte orangebrune tidselsommerfugle kan i øjeblikket ses i tusindvis. Invasionen startede fra den arabiske halvø, og torsdag besøgte sommerfuglene Grundets blomsterenge.

Vejle: Gåturen med hunden blev en helt særlig oplevelse, da Erik Blom Jensen torsdag eftermiddag oplevede et kæmpe træk af tidselsommerfugle på Lille Grundet.

- Sommerfuglene var nærmest overalt. De var tydeligvis på træk og fløj næsten allesammen videre med vinden mod nord/nordvest, fortæller Erik Blom Jensen.

Som ivrig naturfotograf med erfaring fra mange rejser til Svalbard gik Erik Blom Jensen straks i gang med en såkaldt minuttælling, som går ud på at tælle, hvor mange individer der bevæger sig forbi et givent sted i løbet af 60 sekunder.

For et par år siden var det pludselig slut med sommerfuglene. Denne sommer har jeg kun set et par enkelte kålsommerfugle, så det er da dejligt, hvis vi kan få en bestand af tidselsommerfugle.

Erik Blom Jensen

Trækket er stilnet af

- Jeg gennemførte i alt tre minuttællinger. Den første sagde 35 ved Grundet Ringvej, dernæst 45 og kort efter 60 ved to tællinger ved et vandhul ved Fyrretoften. Det giver samlet omkring 100 sommerfugle pr. minut på bare de to små lokaliteter, forklarer han.

Ganger man tællingerne op, når man frem til, at der i løbet af otte timer passerede næsten 50.000 sommerfugle bare over Lille Grundet, men ifølge Erik Blom Jensen stilnede sommerfugle-trækket af senere på eftermiddagen. Fredag morgen, hvor han var ude ved 8-tiden, var der stadig mange tidselsommerfugle, men langtfra samme mængde som torsdag.

- Det var skønt at opleve, når vi nu har forgiftet vores egne sommerfugle, siger Erik Blom Jensen.

- Forhåbentlig bliver nogle af tidselsommerfuglene boende her, hvor vi både har blomster og vandhuller, tilføjer han.

- Bare nogle af dem bliver her

Erik Blom Jensen er for nylig flyttet til Lille Grundet. Han fortæller, at han tidligere har haft hus med en gammel opvokset have i Bredballe, og her har han tidligere hver sommer haft mange sommerfugle, der særligt holdt til omkring et par store sommerfuglebuske.

- Men for to år siden var det pludselig slut med sommerfuglene. Denne sommer har jeg kun set et par enkelte kålsommerfugle, så det er da dejligt, hvis vi kan få en bestand af tidselsommerfugle via trækket fra Saudi-Arabien, siger Erik Blom Jensen.

Det er der ifølge naturformidler Morten D.D. Hansen stor sandsynlighed for - ihvertfald sommeren over, for sommerfuglen overvintrer ikke i Danmark. Morten D.D. har på hjemmesiden sommerfugleatlas.dk skrevet mere om invasionen af de orange-brune sommerbebudere fra den arabiske halvø.

Tidselsommerfugle er kosmopolitter

Invasionen af tidselsommerfugle, som i disse dage sværmer ind over Danmark, er ikke et ukendt fænomen.

Naturvejler Morten D.D. Hansen kalder på hjemmesiden sommerfugleatlas.dk tidselsommerfuglen for en ægte kosmopolit, fordi den er så udbredt.

Tidselsommerfuglen findes overalt i Eurasien, Afrika og Nordamerika, skriver Morten D.D. Hansen.

De sommerfugle, der flakser forbi Vejle og fortsætter nordpå, kan være både anden og tredje generation. Undervejs fra den arabiske halvø, hvor en våd vinter har betydet opblomstring af mange planter og dermed en eksplosion i nye sommerfugle, dør forældrene og en ny generation udklækkes. En tidselsommerfugl lever kun omkring fem til seks uger, inden næste generation udklækkes.

For et par måneder siden var det Cypern og Israel, som meldte om sommerfugle-sværme. Så nåede de Rumænien, og sidst i maj blev de første tidselsommerfugle observeret på Bornholm, og nu altså i Vejle og resten af Jylland.

Tidselsommerfuglen er temmelig stor med et vingefang mellem 50 til 60 mm. Den kan kendes på den orange farve og de sorte og hvide aftegninger. Foto: Erik Blom Jensen
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce