Annonce
Kultur

Sorgen førte mere med sig: Palles femte bog på vej

Palle Hyldenbrandt har siden sin hustrus død skrevet bøger. Ikke som en bevidst del af en sorgproces, men fordi han havde et behov for at hylde sin elskede. Foto: Lars Saugbjerg
Da Palle Hyldenbrandts hustru døde, var det vigtigt for ham at udødeliggøre hende gennem en bog. Han skrev "Min Bodil", der udkom sidste år. Siden har han udgivet tre bøger, og en femte er på vej.
Annonce

Vejle: Palles hustru, Bodil Hyldenbrandt, døde af kræft som 69-årig.

Hun var den person, som Palle Hyldenbrandt elskede og levede sammen med i mange år. De var gift i 44 år.

Da hun døde 23. oktober 2019, var sorgen altomsluttende. Men på én eller anden måde fandt Palle Hyldenbrandt kræfter til at finde ud af mørket, blandt andet gennem bogen "Min Bodil", som han skrev de første tre måneder efter hendes død.

- Jeg forestillede mig, at hvis jeg skrev en bog, ville der opstå noget varigt, noget permanent, en udødeliggørelse. Jeg ville simpelthen ikke have, at hun blev glemt, lød det fra Palle Hyldenbrandt, da avisen mødte ham i foråret 2020, hvor han fortalte om bogen og sit livs lys og store kærlighed.

Annonce

To triste og en munter

Palle Hyldenbrandt havde ikke planlagt sit skriveri. Det opstod i sorgen, og behovet for at hylde sin hustru ville ikke slippe. Siden første udgivelse har den ene bog faktisk afløst den anden.

- Tre bøger er det blevet til om Bodil. I maj sidste år udgav jeg en bog, der var en slags dialog og kærlighedserklæring til min hustru - med en del billeder - og i oktober kom bog nummer tre. Her vendte jeg det hele på hovedet, lyder det fra Palle Hyldenbrandt.

Palle Hyldenbrandts tredje bog, der er et muntert tilbageblik. Foto: Lars Saugbjerg

I den tredje bog er der smil og humor.

- De to første var hårde at skrive. Det var svært og følelsesladet at gå tilbage til den stemning, hvor hun levede. Men det var nødvendigt for at kunne skrive ægte.

- Helt omvendt var det med bog nummer tre. I stedet for at være ked af det, dykkede jeg ned i de glade, gode historier og valg, vi træf. Det blev en munter og morsom bog om vores liv og samliv, fortæller Palle Hyldenbrandt.

Med trilogien har sorgforløbet gået sin gang.

- Nu tror jeg ikke, at der kommer flere.

Annonce

Den gamle kortklub

Muligvis er der ikke flere bøger på vej om Bodil Hyldenbrandt, men bogstaver sat sammen i den rette rækkefølge er stadig en del af den 72-årige enkemands liv.


De tre første bøger skrev jeg fordi Bodil døde. De to seneste er skrevet i forbindelse med coronanedlukningen, hvor vi er så isolerede. Men alle bøger er skrevet med Bodil som drivkraft - og bliver afsluttet med "til minde om"

Palle Hyldenbrandt


Han finder sin fjerde bog frem, der udkom i december 2020.

- Den er en afskrift af noter, som blandt andre min farfar var med til at skrive. Han var bogholder på krudtværket i Frederiksværk, og sammen med tre andre herre var han også medlem af en kortklub. "Spilleklubben De Fire Brødre", hedder bogen, der udover forordet består af referater fra kortklubben i 1909. Det er 18 måneders kortspil - damerne er med, men de sidder i en salon ved siden af - og der bliver bællet toddy. De bliver temmelig fulde, fortæller Palle Hyldenbrandt.

Palle Hyldenbrandts farfar tog referat i en kortklub i 1909. Her ses hans skrift. Foto: Lars Saugbjerg

- Det er som at træde ind i en tidslomme.

Annonce

Tarmluft på vej

Landets forlag kan melde om stor skrivelyst i coronatiden. Folk finder gamle notater frem fra  gemmerne, pudser dem af og får lyst til fremstille dem i bogform.

Det gælder også Palle Hyldenbrandt. I gemmerne fandt han nogle 30 år gamle notater - og med ét er hans femte bog på trapperne.

- Den udkommer om en måneds tid. Bogen hedder "Fesne Betragtninger", og handler om noget så bizart som tarmluft. Tro det eller lad være.

- Lige nu er det befriende for mig at være seriøs useriøs. Det er lige det, jeg har brug for. Ambitionen er, at man får et godt grin undervejs. Men jeg vil ikke fortælle, hvad bogen præcis handler om - for så lukker jeg jo al luften ud af den...

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Se de nyeste corona-tal for Vejle her: Smittetallet stiger stadig - godt hjulpet på vej af B117

Give

Millionarv sender klokkespil til Give

Annonce