Annonce
Vejle

Spare-maskinen ruller baglæns: Millioner af kroner skal hjælpe de unge tilbage fra coronaen

Rektor Hanne Hautop fra Rosborg Gymnasium & HF mener, at skolen har en pligt og en opgave i at hjælpe de unge med at få livsmodet tilbage efter de to hjemsendelser, der har spoleret meget af det senste års skoletid. Arkivfoto
I fire år skar ungdomsuddannelserne to procent af deres budgetter - hvert år. Nu har de fået en fjerdedel retur. Pengene går nok især til at reparere "coronaskaderne" hos de unge.
Annonce

Vejle: Omkring syv millioner kroner årligt er på vej til ungdomsuddannelserne i Vejle-området i de næste fire år.

Pengene falder på et tørt sted, da der i princippet er tale om en "tilbagerulning" af det seneste af de år, hvor alle i den offentlige sektor skulle skære to procent af budget - hvert år.

Netop den del peger rektor Hanne Hautop fra Rosborg Gymnasium & HF på.

Annonce

Ikke samme kvalitet som i 2015

- Vi har skåret to procent hvert år siden 2016. Det, vi får nu, svarer til det sidste år, men vi er slet ikke løftet tilbage på niveauet fra 2015. Vi er glade for, at besparelsen ikke fortsætter, men vi kan ikke levere samme kvalitet nu, som vi kunne den gang, siger Hanne Hautop.

Bestyrelsen for Rosborg Gymnasium & HF havde møde sidste torsdag om, hvad de næsten 2,1 millioner kroner skal bruges til. Der blev ikke truffet en endelig beslutning, fordi man gerne først vil kende antallet af elever efter sommerferien.


Vi er som skole nødt til at hjælpe eleverne med at få livsmodet tilbage. Der var mere kampgejst under den første nedlukning i foråret,

Hanne Hautop, rektor, Rosborg Gymnasium & HF


- Nu er der kommet nogle midler, vi ikke havde regnet med, da vi lagde budgetterne. Vi er som skole nødt til at hjælpe eleverne med at få livsmodet tilbage. Vi vil bruge tid på at give ekstra tid til at tale med de unge. De har været så meget hjemsendt, at de har behov for at få øget motivationen. Vi har allerede haft ringet rundt for at høre, hvordan det går. Meldingerne er, at der er stor enformighed, mange ens dage og at der ikke sker noget spændende. Man løser opgaver på pc, så ser man Netflix på pc og så snakker man måske med nogen - via pc. Der var mere kampgejst under den første nedlukning i foråret. Denne gang føler mange det mere udsigtsløst, siger Hanne Hautop.

Annonce

Bekymring for de unge

Hendes rektorkollega på Rødkilde Gymnasium, Kristine Kortnum, har tidligere givet udtryk for bekymring over de unges tilstand under hjemsendelsen, blandt andet fordi alle de små daglige kontakter i frikvartererne er væk. Hun er glad for tilskuddet og for, at den årlige besparelse på to procent er stoppet frem til 2024.

- Uddannelse fylder meget, og besparelser koster. Det var ikke det, man som samfund ville, for uddannelse er vigtig for velfærden. Men der skal jo ske noget og træffes en ny beslutning om fire år, siger hun med henvisning til, at ekstrabeløbet gælder for 2021 til 2024.

Som følge af besparelserne måtte man i foråret 2020 afskedige fem fastansatte undervisere ud af 66. To af de fem har siden haft vikariater på Rødkilde.

- Planen er, at vi med det ekstra tilskud vil kunne foretage nogle ansættelser til sommer. Det kan give mulighed for mere effektiv tid til eleverne, siger Kristine Kortnum.

Millioner på vej

Vejle-egnens ungdomsuddannelser står til at få i overkanten af syv millioner kroner tilbage fra staten årligt til og med 2024. Det er en del af finanslovsaftalen fra før jul. Beløbet svarer til det seneste års besparelse af de fire år, hvor institutionerne har skulle skære to procent af budgettet pr. år. Beløbene er regnet ud på baggrund af elevtal. Her er tildelingerne til de lokale uddannelsessteder:

  • Rosborg Gymnasium & HF: 2.089.084 kr.
  • Campus Vejle: 1.949.917 kr.
  • Syddansk Erhvervsskole Odense-Vejle: 1.947.369 kr.
  • Rødkilde Gymnasium: 1.112.203 kr.
  • Vejlefjordskolen: 81.495 kr.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

To bilister taget uden kørekort

Hedensted

Delvis genåbning af efterskoler: Storebror pakker tasken, mens lillesøster må blive hjemme

Annonce