Annonce
Hedensted

Spejderne mister avis-penge - men der er nye indtjeningsmuligheder i sigte

Det har både givet god økonomi og haft en opdragende effekt i foreninger at samle aviser ind fire gange årligt. Arkivfoto: Richard Sylvestersen
Spejdere, håndboldklubber og andre foreninger har gennem årene haft en god indtjening på at samle aviser ind ved husstandene, men den ordning stopper, når en ny affaldsplan træder i kraft til maj.
Annonce

Hedensted/Tørring: Fra maj næste år kommer spejdere, håndboldspillere og andre foreningsmedlemmer ikke længere rundt og samler gamle aviser og andet papir ind ved husstandende i Hedensted Kommune.

1. maj træder en ny affaldsordning i kraft, og da får alle husstande to affaldsspande, der bla. indeholder en fraktion til pap og papir - og dermed er der ikke længere brug for foreningernes indsats.

Den besked gjorde i første omgang flere foreninger urolige, da det økonomiske tilskud er et vigtigt grundlag for driften, men efter et møde med Hedensted Kommune er der faldet ro på.

Det er nemlig ikke planen, at de 300.000 kr., som kommunen årligt betaler foreningerne for avisindsamlingen skal tilbage i kassen - de skal stadig gå til foreninger, som bliver tilbudt nye opgaver.

- Vi er helt klar over, at foreningerne kommer til at mangle en aktivitet og en indtægt, når opgaven omkring indsamling af papir forsvinder. Det er frustrerende, at vi skal fjerne noget, der fungerer, men vi har nye opgaver til foreningerne, siger Lene Tingleff (V), formand for teknisk udvalg.

Annonce

Fra pap til poser

Den opgave, foreningerne i stedet bliver tilbudt, er at udlevere affaldsposer til hver enkelt husstand. Det er en noget mere omfattende omdeling end avisindsamlingen, men til gengæld skal det kun ske en gang om året, hvor aviserne skulle afhentes fire gange årligt.

Hos Åfolket i Tørring er kasserer Hanne Kanstrup fortrøstningsfuld.

- Jeg blev ret chokeret, da jeg hørte, vi ville miste avisindsamlingen, for vi tjener ca. 18.000 kr. om året på ordningen, og dem kan vi ikke undvære. Men den løsning, kommunen har fundet i stedet, er vældig attraktiv, også økonomisk, siger Hanne Kanstrup.

Også hos Bernadottegruppen i Hedensted er gruppeleder Morten Palmelund positiv i forhold til de nye muligheder. Her har spejderne indtil nu ikke blot fået penge fra kommunen for avis-indsamlingen, men også tjent et beløb på at sælge det brugte pap og papir videre.

- Der er ingen tvivl om, at effekten af vores indsamling af papir og pap bliver ramt voldsomt af, at vi ikke kan samle så store mængder ind længere, men vi håber, at mange stadig vil aflevere deres brugte aviser på Kastaniehøj, hvor vi også modtager pap og papir fra erhvervsdrivende, siger Morten Palmelund.

Annonce

Opdragende effekt

Det beløb, Bernadottegruppen hvert år har fået fra kommunen for opgaven, mener han, bliver nogenlunde kompenseret af den nye opgave med at uddele poser.

- Jeg synes, det er flot, kommunen har tænkt en ny opgave ind. For os handler det ikke kun om det økonomiske, men også om det sociale og samfundsansvarlige element, der er i at have sådan en opgave, siger Morten Palemelund og uddyber:

- Det at gå til spejder skal helst være mere end bare at møde op en gang om ugen. Det er fint, at både børn og forældre bliver engagerede i et arbejde også. På den måde er der et opdragelsesmæssigt perspektiv i opgaven, som, jeg synes, er vigtigt.

Foreningerne får et fast beløb per pose, der bliver uddelt, og der er en takst i byzone og en lidt højere takst i landzone. Opgaven med at passe affaldsøerne, hvor der bliver afleveret glas til genbrug, bliver der ikke ændret på.


En af de affaldstyper, vi skal have afhentet derhjemme, er aviser og pap, og dermed er der ingen aviser at indsamle for foreningerne.

Lene Tingleff (V)



Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Annonce