Billund Kommune: Valget af ny spidskandidat har haft stor betydning for antallet af medlemmer af Venstre i Billund Kommune.
- Medlemstallet er mere end fordoblet, siger Steffen Stustad, formand for Venstres kommuneforening.
I denne tid ligger Venstres medlemstal på lige knap 700.
Oplevet det før
Det er otte år siden, at Venstres medlemmer sidst har haft behov for at finde stemmesedlerne frem for at finde ud af, hvem partiet skal satse på som borgmester. Også ved den lejlighed skete et større boom i antallet af medlemmer, da mange gerne ville være med til at bestemme, hvem der skulle være Venstres spidskandidat. Dengang nåede medlemstallet op på cirka 800.
Siden er det altså gået nedad igen, og Steffen Stustad har da også en forventning om, at medlemstallet i den kommende tid vil falde til det mere normale.
- Sådan er det jo. Mange melder sig ind, fordi der er en konkret sag, som de kæmper for. Jeg tror ikke, at alle, der har meldt sig ind, nødvendigvis er hardcore Venstre-folk, siger Steffen Stustad.