x
Annonce
Fredericia

Projekt varer op mod 18 måneder: Spildevand gør klar til at skyde rør i Vesterbrogade

Indre Ringvej var i en periode sidste år spærret mellem Jernbanegade og Holstensvej, da man nedgravede en ny, stor regnvandsledning. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
I den kommende uge begynder forarbejdet til at få lagt nye store spildevandsrør i Vesterbrogade og Indre Ringvej. Den nødvendige klimatilpasning af Nørrebrogadekvarteret blev forsinket, da man efter protester opgav at grave rørene ned, men besluttede, at de i stedet skal skydes i jorden. Trafikken kan derved passere uhindret i de 12-18 måneder, anlægsarbejdet tager.

Fredericia: I den kommende uge tager Fredericia Spildevand og Energi fat på den storstilede opgave at klimasikre hele Nørrebrogadekvarteret. Det er et projekt, som anslået koster 24 mio. kroner og ventes at tage 12 til 18 måneder. Første forberedelser sker i de kommende uger.

- Vi sender opgaven i udbud lige om lidt, så først når vi har kender resultatet af licitationen, ved vi præcis, hvad det kommer til at koste, siger direktør for Fredericia Spildevand og Energi Søren Hjortsø Kristensen.

Når de store rør skal lægges, så bliver det udført som såkaldt tunnellering. Det vil sige, at rørene skydes gennem jorden, så man undgår at grave Vesterbrogade og Indre Ringvej op. Det er den del af opgaven, der nu sendes i udbud.

- Vi får resultatet af licitationen til april, og så ved vi, hvem der skal udføre opgaven. Der er tre-fire entreprenører herhjemme, som behersker den teknik, siger Søren Hjortsø.

Annonce

Gravetilladelse givet

Selskabet har fået gravetilladelse fra kommunen til de arbejder, der skal udføres for, at man kan tage fat på den egentlige opgave.

- Vi har ansvaret for, at de ledninger, der ligger i jorden, ikke bliver beskadiget, så det får vi sikret de kommende uger, forklarer Søren Hjortsø.

Derefter skal der efter planen sættes gang i opgaven med at splitte regnvand og spildevand i begge retninger fra krydset Vesterbrogade-Indre Ringvej.

- Man vil kunne passere arbejdet i både krydset og i gaderne. Vi sikrer, at man stadig kan parkere i Vesterbrogade, siger afdelingsleder ved Fredericia- Spildevand og Energi Jakob Rasmussen.

Rør skydes ind

Det er etape 2 af det store klimaprojekt, som dermed sættes i værk. Projektet blev udsat efter kritik fra virksomheder og Fredericia Shopping over, at man oprindeligt ville have lukket indkørslen til byen via Vesterbrogade i et års tid.

Sagen endte med en beslutning om, at rørene bliver skudt ind under vejbanen. Løsningen ventes at være dyrere end gravearbejdet. Men ved at anvende den skal der graves langt mindre, og trafikken kan passere.

Helt upåvirket bliver trafikken ikke. Det vil være nødvendigt at benytte en svingbane i krydset til arbejdsplatform, når tunnelleringen skal ske i den første del.

- Og når vi fortsætter ad Vesterbrogade, skal vi også have et felt at arbejde i ud for Luthersvej. Derfor vil vi sandsynligvis være nødt til at spærre adgangen til Luthersvej af i en periode, siger Søren Hjortsø Kristensen,

Hele klimasikringen af Nørrebrogade-kvarteret forventes at tage 10 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Kirsten måtte køre hjem med alt sit skrald: Kun folk med lige nummerplader kom ind på genbrugspladsen

Leder

Når Danmark står sammen hver for sig

Erhverv

Kirk-familien skovler milliarder ind

Annonce