Dan Arnløv Jørgensen (K) ønsker at yde økonomisk hjælp til ØSVN Hallen, men den idé er der delte meninger om.
Øster Starup: ØSVN Hallen kæmper med de økonomiske efterdønninger af den underslæbssag, som en tidligere halformand har erkendt sig skyldig i, og Dan Arnløv Jørgensen (K), formand for kultur- og idrætsudvalget, ser gerne, at Vejle Kommune hjælper hallen tilbage til en stabil økonomi.
Blandt de øvrige medlemmer af udvalget er der dog blandede meninger om, hvorvidt kommunen skal yde ekstra støtte grundet sagen.
- Jeg kan bare sige, at det er ren valgflæsk fra Dan Arnløvs side. Det er ikke en kommunal opgave at dække ind for en, der har svindlet, siger Per Olesen (V).
Dan Arnløv Jørgensen har ikke sat noget beløb på den eventuelle støtte, men ser meget nødigt, at hallen i Øster Starup må lukke som følge af underslæbet. Per Olesen vil også gerne undgå en lukning, men tager alligevel sine forbehold.
- Selvfølgelig skal der være en hal i Øster Starup, og kommer vi i en situation, hvor kommunen kan bidrage til, at hallen er velfungerende, så må vi se på det, men så langt er vi slet ikke endnu. Hallen må også selv se på, hvor der kan spares, siger Per Olsen.
Socialdemokrat bakker op
Partifællen Charlotte Faber Stech Mortensen ønsker heller ikke at love noget på nuværende tidspunkt, men hvis situationen kommer så langt ud, at hallen er lukningstruet, vil hun bakke op om en ekstra støtte.
Torben Elsig-Pedersen fra Radikale Venstre så gerne, at støtten i så fald bliver givet som en form for lån.
- Nu er der et retsligt efterspil i gang, og hvis hallen ender med at få tilbagebetalt pengene (som formanden stjal, red.), så vil jeg mene, at de også skal betale kommunen tilbage. Både af hensyn til borgerne, men også af respekt for, at hallen er en selvejende institution, og der følger et ansvar med, siger han.
Socialdemokratiske Birgitte Vind er mere klar i mælet og lægger sig på linje med Dan Arnløv Jørgensen.
- Hvis hallen ikke selv kan finde pengene, skal vi selvfølgelig hjælpe, så brugerne kan fortsætte med at have en hverdag derude. Det manglede bare, og heldigvis er der jo tale om et enkeltstående tilfælde, siger hun.
Også Martin Sikær (S) og Lars Aarup (DF) er klar til yde en indsats for at sikre hallens fremtid.
- Hallen skal fungere videre, og nogen skal jo finde pengene, så vi må hjælpe dem ud af denne her knibe, siger han.
- Det er en ulykkelig sag, som vi håber hallen kan løse. Hvis ikke er det jo i sagens natur en kommunal opgave at sørge for, at borgerne i Øster Starup fortsat kan benytte hallen, siger Martin Sikær.
Fnidder i valgkampen
Selv er Dan Arnløv Jørgensen overrasket over de meget forskellige udmeldinger fra sine kolleger i udvalget og kalder det for en gang "valgkampsfnidder".
- Vi har tidligere talt om det her på møder i udvalget, og jeg har helt klart haft den opfattelse, at der var bred opbakning i udvalget til at hjælpe hallen, siger Dan Arnløv Jørgensen og understreger endnu en gang, at en sådan hjælp først kan gives, når der er blevet ryddet godt og grundigt op i regnskaberne med hjælp fra en revisor.