Annonce
Mad og drikke

Spontangæring og håndfri vin

Marie Thusbøll Holst og Mathias Ludvigsen rykkede i 2016 fra København til en gård, der ligger lige uden for Tommerup. Her bor de med deres to børn, Knud på fire år og Vibe på to år. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Mathias Ludvigsen og Marie Thusbøll Holst har en laissez faire tilgang til vinproduktion. I marken bliver der hverken sprøjtet eller brugt kunstgødning. I vineriet er temperaturen den eneste knap parret skruer på. Ellers får vinen lov til at udvikle sig så naturligt som muligt.
Annonce

Årgang 2020 er i hus, druerne er presset. Nu er der ikke andet at gøre end at vente på, at de naturlige gærstammer sparker gang i processen, som omdanner sukker til alkohol, kulsyre og varme.

Det er en ventetid, som kræver en hvis tilvænning, men når man som Mathias Ludvigsen og Marie Thusbøll Holst har valgt en hands-off-tilgang til vinproduktion, er tålmodighed en dyd.

- Spontangæring er mere spændende. Det giver en ekstra dimension. I stedet for at drysse gær ned i sin tank med druemost og få belønningen med det samme, lader man sin tank stå og venter på, at gæringen går i gang naturligt, siger Mathias Ludvigsen.

- Det lyder måske nemt nok, men når man står midt i det hele, kræver det disciplin. Vi er entusiastiske og gerne vil have, at der kommer noget godt ud af det, vi laver. Når der ikke sker noget, bliver man usikker. Vi bed det i os, og til sidst kom der gang i gæringen, tilføjer han med reference til parrets første vin fra 2018 - en vin, der fik hædrende omtale ved Vinskuet i 2019, hvor landets vinproducenter præsenterer deres vine og får dem bedømt af et dommerpanel.

Filosofien bag Nårupskovs vin

Der anvendes hverken konventionelle, økologiske eller biodynamiske sprøjtemidler.

Jorden får næring via kløverbunddække og kompost. Lavamel spredes for at give jorden mineraler.

Der benyttes kun druer, der har den rette modenhed, så mosten ikke behøver korrektion for sukker- og syreindhold.

Gær har stor indflydelse på vinens smag og aroma. Vinen og markens samhørighed bevares ved at lade de gærstammer, der findes i marken og i vineriet, udføre gæringen. Der bruges ikke kulturgær.

Der bruges ingen klaringsmidler.

I udgangspunktet filtreres vinen ikke.

En smule sulfit tilsættes ved tapning på flaske med skruelåg.

Annonce

Fædrene gård

Skruer man tiden fem år tilbage, lå det slet ikke i kortene, at Mathias Ludvigsen og Marie Thusbøll Holst skulle kaste sig over vinproduktion. Mathias Ludvigsen er uddannet inden for matematik og økonomi, og parret boede frem til 2016 i København, hvor Mathias arbejdede og Marie var ved at uddanne sig - først som hortonom senere som landskabsarkitekt.

Da parret fik deres første barn, Knud, var de enige om, at han skulle vokse op i mere landlige omgivelser. Valget faldt på Fyn, hvor Mathias Ludvigsen er født og opvokset - siden er lille Vibe kommet til.

- Gården her har været i min familie siden 1898. Min farfar og farmor boede på gården og drev landbrug. Da de stoppede og gik på pension, blev jorden forpagtet ud. Min far, som er selvstændig erhvervsdrivende, begyndte med at have sin virksomhed her. Vi flyttede ind i januar 2016. Det meste af jorden er stadig forpagtet, men vi har et lille stykke land, hvor vi har plantet nogle vinranker, siger Mathias Ludvigsen.

Mathias’ interesse for vin var på det tidspunkt stadig kun på forbrugerniveau, og der var meget nyt for parret at forholde sig til: nye jobs, et nyt hjem, et barn. Men i efteråret 2016 besøgte de Ørbæk Vingård, og her blev kimen sået til det, der nu er Nårupskov Vingård.

- En af mine bekendte havde lige etableret en vinmark. Vi var ude at besøge ham til et åbent hus-arrangement. Det var ret inspirerende, og i foråret 2017 plantede vi selv de første stokke. Vi vidste ikke ret meget om det, men vi havde et godt stykke jord med en sydvendt skråning, så vi kastede os bare ud i det, siger Mathias Ludvigsen.

Annonce

Stor investering

Fra begyndelsen var det planen, at Mathias ikke kun skulle dyrke vin. Han skulle også selv stå for vinproduktionen. Og det på en skala hvor vinen kunne afsættes i forretninger. - Det har hele tiden været meningen, at vi skulle kunne sælge vores vin. Det var faktisk lidt en principsag. Det er fint nok at kunne dele det med venner og bekendte, men vi synes, det var et interessant aspekt at få det ud at stå i nogle butikker, siger Mathias Ludvigsen.

Det er lykkes. Indtil videre kan man købe vinen i Butik Sortebro i Tommerup. Men selv om vinen næsten er udsolgt, er der endnu et stykke vej, inden man kan kalde det en god forretning. Investeringen i vineriet har nemlig været ret omfangsrig.

- Når man først går i gang, har tingene det ofte med at blive større, end man først havde regnet med. Vi er i hvert fald ikke gået ned på udstyr. Jeg har ikke lavet et regnskab over det, men jeg vil tro, at det nærmer sig en million kroner. Så der kommer til at gå mange år, før det har tjent sig selv ind, vurderer Mathias Ludvigsen.

38-årige Mathias Ludvigsen har læst matematik og økonomi. Marie Thusbøll Holst er 32 år og er uddannet hotonom og landskabsarkitekt. I deres fritid driver de Nårupskov Vingård. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Annonce

En ambitiøs hobby

Det har nu aldrig været ambitionen, at Mathias og Marie skal kunne leve af vinproduktionen. Ambitionerne ligger snarere i selve produktionen. At få det bedste ud af de danske druer, og det begynder ude i marken med at skabe de bedste druer.

- Vi har ret stor afstand i mellem stokkene. Det er der flere årsager til. Solen står laver i Danmark, hvilket gør skyggerne længere. Det gør, at man har brug en god afstand mellem planterne. Jeg har beregnet, at det har stor betydning, om der to eller tre meters rækkeafstand i forhold til hvor meget lys planterne får, siger Mathias Ludvigsen og fortsætter:

- Løvvæggen skal være højere, fordi fotosyntesen generelt har brug for nogle flere blade i Danmark. Planter man for tæt, begynder stokkene at skyde om kap for at få sollyset i stedet for modne druerne. Afstanden giver også bedre og mere ventilation i marken. Sollyset på jord og på bladene er med til at tørre, så svampene trives dårligere. Vi bruger hverken sprøjtemidler, svovl eller kobber. Vi bruger heller ikke kunstgødning, men har et bunddække af kløver, så man kan godt sige, at vi belaster mindre end både økologi og biodynamik.

Vineriet på Nårupskov Vingård er Mathias Ludvigsens legeplads. Investeringen i udstyr nærmer sig en million kroner. Foto: Birgitte Carol Heiberg.
Annonce

Moræne og mergel

I 2018 opdagede Mathias og Marie en jordboring ved et hegn omkring ti meter fra deres første vinmark. Boringen er fra 2003, den går 40 meter ned. Den viser, at det er sandet moræneler hele vejen ned bortset fra et lille lag muldjord på toppen.

- Det er vi egentlig godt tilfreds med. Det er en gammel mergelgrav, så der må også være noget kalk, men det har vi ikke fået undersøgt, siger Matias Ludvigsen, der har døbt sine vine netop Moræne og Mergel.

I jorden har parret plantet druesorterne solaris og johanitter, der egner sig godt til det danske klima. Første høst blev foretaget i 2018, hvilket er ret tidligt taget i betragtning, at vinstokkene blev plantet blot året før. Mange lader vinstokkene vokse i tre år, inden der bliver høstet til vin, men det har Mathias Ludvigsen ikke ladet sig styre af.

- Der er mange tommelfingerregler inden for vinens verden, og man skal ikke tro på alt. Der er nogle, der har en praksis, hvor man ikke lader planterne bære frugt den første tid, men der er andre, der mener, at planterne godt kan bære frugt, siger han:

- Det kommer lidt an på, hvordan stokkene har det. Havde vi for eksempel plantet i 2018, hvor det virkelig var varmt og tørt, havde vi nok ikke kunnet høste året efter. 2017 var dog relativt køligt og vådt, og stokkene kom virkelig godt fra start. Vi havde så vi kunne lave omkring 50 liter. Det var ikke fuld skala, men vi var for nysgerrige til ikke at prøve.

Der skal bruges mange redskaber til vinfremstilling, der er dog også plads på arbejdsbordet til diplomet, som Marie Thusbøll Holst og Mathias Ludvigsen modtog for deres første vin fra 2018. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce

Processen vigtigst

I dag har Mathias Ludvigsen og Marie Thusbøll Holst 576 vinplanter. De regner med at udvide med en mark mere, så de kommer op 864 stokke. Men heller ikke flere. Det handler nemlig om at finde balancen, hvor udbytte går op i en højere enhed med, at det stadig er sjovt.

- Det er hårdt arbejde, og lige nu er det en hobby med et kommercielt øjemed. Jeg er mest bekymret for, at det går hen og bliver et surt slid frem for den her herlige bibeskæftigelse, som vi har nu, siger Mathias Ludvigsen, der glæder sig til at se, hvor meget høsten 2020 kaster af sig.

- Vi er lidt spændte på at se, hvor meget vin vi kan få ud af stokkene. Et bud er, at vi laver en flaske pr. stok. Det er måske et beskedent udbytte at kræve af sine planter, men der går også en del tabt ved, at vi helklasepresser, fremfor at afstilke og kværne druerne først. Høsten i år ser relativt god ud. Juli var kold, men vi fik indhentet en del i august. Jeg vil tro, at vi rammer en 13 til 13,5 procent alkohol i solaris-vinen, siger han og tilføjer:

- Det bliver sjovt at få vinen på flaske og smage det endelige produkt. Det er først, når man har fået det på flaske, at man synes, man har fået sin vin i hus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Plejehjemsledelse mødes med utilfredse ansatte: 'Vi har givet hånd på, at vi kører sagen internt'

Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

Annonce