Annonce
Fredericia

Sportsfolk skrev Fredericia ind i OL-historien - og vi fulgte med

Rådhuspladsen myldrede af begejstrede fredericianere, som kunne se til, mens de tre sejlere pakkede gaver fra byen ud. Alle tre blev begavet med en cykel. Arkivfoto: Peter Honoré/Lokalhistorisk Arkiv
Jesper, Bodil, Kamse, Andreas... Hele byen levede med, da lokale atleter kæmpede for medaljer ved olympiske lege. Det giver et ekstra tvist, når OL rummer lokalt islæt. Nu må vi vente et år, før det måske kan ske igen.

Fredericia: Spændingen var ulidelig til sidste sekund, da Fredericias guldskipper Jesper Bank ud for Sydney i 2000 skulle ind at forsvare fæstningsbyens løver mod verdenseliten.

Jesper Bank sad ved roret i sin Soling, som han otte år tidligere havde sikret sig OL-guld i. Det var også Fredericia Sejlklubs hvide stander, som skulle forsvares i de lumske vindforhold foran Sydney Harbour, så der blev bidt negle og siddet på det yderste af stolene hos klubbens medlemmer og rundt i resten af Fredericia.

Først en meter fra mållinjen i den afgørende syvende sejlads stod det klart, at Jesper ville tage guldmedaljerne med hjem til Fredericia igen. Jublen ville ingen ende tage.

OL får bare et ekstra tvist med lokale atleter i fokus, og det ville det også have haft i det OL, som netop er blevet udsat til 2021. Triatleter som havde forberedt sig og håbet på udtagelse til Tokyo, må afvente konkurrencerne et helt år. Det samme må vi, der elsker at følge med hjemme fra tv-skærmene og som kipper ekstra med Dannebrog, når der er lokale islæt i konkurrencerne.

Annonce
Steen Secher, Jesper Bank og Jesper Seier indtog Fredericia med guldmedaljer om halsen efter triumfen i 1992 i Barcelona. Bedriften gav dem titlen som Årets Sportsnavn foran forhåndsfavoritterne, som var det danske herrelandshold i fodbold efter det overraskende EM-guld. Arkivfoto: Peter Honoré/Lokalhistorisk Arkiv

Fest på rådhuspladsen

Der har været grund til at krydse fingre for lokale atleter ved adskillige olympiske lege - de fleste har kredset om sejlsport med Jesper Bank i styrmandsrollen. Tre gange har han taget olympiske medaljer med guldet i 2000 som det mest nervepirrende.

Men begejstringen var måske endnu større, da han otte år tidligere sikrede guld i Barcelona med gasterne Jesper Seier og Steen Secher, eller da han fire år tidligere hentede bronze ved OL i Seoul med Jan Mathasen og Jesper Seier til at trække i skøderne.

De olympiske lege fik i de år en ekstra dimension, fordi der var lokale at heppe på og ikke mindst efterfølgende at fejre med champagne og fest på rådhuspladsen. Om det var på sejlsportsbanen med Jesper Bank, eller på rostadion hvor Bodil Rasmussen fra Fredericia Roklub i 1984 sejlede om kap om guldet i firer med styrmand og sikrede Danmark og Fredericia en bronzemedalje. Otte år tidligere havde hendes rokammerat Karen Margrethe "Kamse" Nielsen siddet med ved årerne, da det gjaldt OL i Los Angeles. Den indsats rakte til en stolt 6. plads.

To til OL

Så sent som ved OL i Rio var der grund til at følge ekstra med, da Michael Hansen fra Fredericia kæmpede i feltet af laser-sejlere med coach Jesper Bank ved sin side, og triatleten Andreas Schilling kæmpede med varme og havvand i svømning, løb og cykling.

Vi har kunnet følge Mike Kaltoft, som stillede op for Taulov BMX, da han prøvede kræfter med OL i sin sportsgren for år tilbage. Og så kæmpede vi med Middelfart om, hvem der havde mest andel i OL-bronze i London i 49'er klassen. Gasten Peter Lang var middelfarter, men stillede op for Fredericia Sejlklub.

Og havde vi ikke atleter med, så var Fredericia alligevel repræsenteret flere gange. Tidligere skibsprovianteringshandler og æresmedlem i Fredericia Sejlklub Ejner Christensen var flere gange med som leder af den danske OL-sejlerdelegation.

Samme Ejner havde haft et helt særligt forhold til den olympiske ild, siden han i 1952 sejlede den olympiske fakkel over Lillebælt. Det var, da OL blev afviklet i Finland, og faklen havde taget en overnatning på Fredericia Rådhus.

Nu må vi, der elsker OL, belave os på, at det ikke bliver i denne sommer, vi skal tilbringe flere uger foran skærmen og kippe med dannebrog. Coronaen har også der gjort sit indtog, og vi må nøjes med at glæde os til 2021, som meget gerne igen må blive med fredericiansk islæt.

Andreas Schilling meldte sig på banen ved OL i Rio. Afgørelsen om kvalifikation til OL i 2020 skulle afgøres 11. maj. Nu er OL udskudt, og det samme er spørgsmålet om kvalifikation. Arkivfoto: Kim Rune
Bedrifterne ved især OL udløste, at Jesper Bank fik opkaldt en vej efter sig. Michael Hansen var i 2016 med til OL i Rio i bådtypen laser stanard og blev coachet af netop Jesper Bank. Han var med for at lære og opnåede en fin 26. plads i det store felt. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce