Annonce
Hedensted

SSP råber vagt i gevær: Drop planer om at fejre sidste skoledag

På sidste skoledag plejer omkring 200 elever fra 9. klasserne i Hedensted og Løsning at feste igennem på ungdomsskolens gård Rørkjærgaard i Hedensted, men i år er festen aflyst. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Forsamlingsforbuddet gælder stadigvæk, lyder det fra Hedensted Kommunes SSP-konsulenter, efter det er kommet dem for øre, at nogle lokale 9. klasses-elever havde lagt planer om at fejre sidste skoledag i morgen, onsdag.

Hedensted: Det kan blive en dyr fornøjelse at trodse coronarestriktioner om forsamlingsforbud. Det pointerer Hedensted Kommunes SSP-team i et brev til 9.klasses-elever og deres forældre, der mandag blev sendt ud på samtlige skoler i kommunen.

Brevet har SSP sendt ud, efter det er kommet dem for øre, at nogle 9. klasses elever fra en folkeskole i kommunen havde lagt planer om en social sammenkomst i morgen onsdag 20. maj, hvor de oprindeligt, inden coronakrisen, skulle have fejret sidste skoledag.

Men det er en rigtig dårlig idé, lyder det fra SSP-koordinator Birgit Fisker, blandt andet med henvisning til, at der i weekenden blev uddelt 38 bøder i Horsens for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.

- Vi kan godt forstå, at 9. klasses-eleverne er kede af, at de ikke kan fejre sidste skoledag, som de plejer, og det er også rigtig ærgerligt, men vi bliver nødt til at være ansvarlige. Samtidig koster det 2500 kroner at trodse forsamlingsforbuddet, og det er altså rigtig mange penge for en 9. klasses elev, lyder det fra Birgit Fisker, der håber, at forældrene vil hjælpe med til, at de unge ikke kommer i problemer.

På grund af coronakrisen er årets afgangsprøver i 9.- og 10. klasse aflyst, og dermed skal de ældste folkeskole-elever ikke have sidste skoledag i morgen, men forsætte med at gå i skole indtil få uger før sommerferien, hvor de afsluttende årskarakterer gives.

Annonce

Forsamlingsforbuddet

For at mindske smittespredningen af coronavirus blev der 18. marts indført et forbud mod arrangementer og forsamlinger med flere end 10 personer.

Forbuddet gælder i det offentlige rum og ikke i private boliger, men der opfordres kraftigt til at aflyse private sammenkomster med flere end 10 personer.

Forbuddet gælder foreløbigt frem til 8.juni. Herefter hæves det muligvis til at gælde for op til 50 personer.

Kilde: politi.dk

Klubber er lukkede

I følge Birgit Fisker har de unge mennesker i Hedensted Kommune generelt håndteret coronakrisen godt.

- De unge mennesker har håndteret det hele fantastisk taget i betragtning, at de har en alder, hvor livet skal leves. Selvfølgelig er der også nogle, der har svært ved at rette sig efter reglerne, men det havde de også inden krisen, lyder det fra Birgit Fisker.

Hun fortæller desuden, at ungdomsskolens klubber forsat er lukkede, selvom de principielt nu godt måtte åbne dem igen.

- Men vi har valgt at se tiden an et par uger, inden vi genåbner klubberne. De laver et enormt arbejde på skolen med at adskille eleverne, og det vil vi ikke ødelægge ved at blande dem om aftenen i klubben. I stedet for klubaftenerne har vi nogle flere folk på gaden, fortæller Birgit Fisker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce