Annonce
Kultur

Ny udstilling er 'konge': Lyngvild puster liv i Kronborg og kongerækken med nøgne vildmænd og tigre

Her skildrer Jim Lyngvild Frederik 2. på tigerjagt. En sanselig fortolkning med flere inspirationskilder. Foto: Jim Lyngvild
Holger Danske på Kronborg har fået selskab af Danmarks konger og dronninger og deres elskere og elskerinder. Udstillingen "Kongerækken på Kronborg" har knald på farverne, dufter af roser og genlyder af renæssancemusik og er et livgivende pust til historieformidlingen - uden at blæse på den historiske korrekthed.

På et gigantisk billede sidder Frederik 2. sammen med to tigre, en løve og tre nøgne vildmænd med muskuløse baller og kroner på hovedet. Det er et foto, men det ligner et maleri, fordi det er gengivet på stof. Et flot og pågående billede, som det er umuligt ikke at nyde sanseligheden i.

Men Frederik 2. gik næppe på tiger- og løvejagt med halvnøgne mænd. Er det ikke typisk for designeren og multikunstneren Jim Lyngvild, som har kreeret dette billede, at gøre lige som det passer ham, når det kommer til historieformidling?

Den indre skeptiker kan straks mærke et klap på skulderen eller to fra de museumsfolk og historiske eksperter, der længe har kritiseret Lyngvild for at fordreje og forfalske vores historie. Men så enkelt er det ikke her.

Annonce

Billedet af Frederik 2. kan fra 21. april ses på Kronborg og er en del af udstillingen "Kongerækken på Kronborg". Her har Lyngvild især bidraget med fantasien, mens seniorforsker på Nationalmuseet Poul Grinder-Hansen har bidraget med fakta.

Mageløst

Lyngvild kan ikke reduceres til fri fantasi. Efterhånden, som man kommer gennem udstillingen, mærker man hans oprigtige interesse for og viden om historie. Ud for hvert af billederne fortæller han på røde infotæpper om sin research og motivation, og nedenunder kan man læse Grinder-Hansens faktuelle svar.

Det fungerer mageløst godt. De store billeder pirrer, morer og sætter tankerne og fantasien i gang, mens teksten sørger for, at vi bliver klogere. Både på selve billedets historiefortolkning og på rå fakta.


Det fungerer mageløst godt. De store billeder pirrer, morer og sætter tankerne og fantasien i gang, mens teksten sørger for, at vi bliver klogere. Både på selve billedets historiefortolkning og på rå fakta.

Uddrag af anmeldelse


Om Frederik 2. og billedet med tigerjagten kan man for eksempel læse, at også renæssancekongen ønskede at skildre kongerækken. I 1581 bestilte Frederik 2. 40 vævede kongetapeter, der skulle beskrive 101 danske konger - herunder ham selv. Samtidig bestilte han tre tapeter, der skulle skildre jagt. Alle tapeterne, der var færdige fem år efter, kalder man for Kronborg-tapeterne. Af de tre jagttapeter er kun billedet af en vildsvinejagt bevaret, men i gamle optegnelser er der et med titlen "Tigerjagten".

Det har inspireret Lyngvild, og det har også maleren Peter Paul Rubens maleri "Tigerjagten fra 1616", som er en svulstig omgang.

Annonce

Fed silke og lækre skind

Mødet mellem Lyngvild og Grinder-Hansen er en skøn nyskabelse og burde kunne forene alle historieelskere - også dem, for hvem fakta er vigtigere end kunsten. For det er ikke "blot" på infotæpperne, at designeren og historikeren "battler", som museet kalder det.

Man kan også høre dem drøfte nogle af billederne - enten ved at scanne en qr-kode eller gennem museumsappen Useeum. Her er der endnu mere guf at hente - som at Lyngvild på sit tigerjagtbillede har udstyret en af de nøgne mænd på sit tigerjagt-billede med et kranium - en hentydning til, at Shakespeare i 1586 sendte skuespillere til Kronborg for at optræde for kongen. Og der er selvfølgelig også historiske fakta.

Endelig viser udstillingen film. En om Lyngvilds arbejde og en om skildringer af kongerækken - herunder også Bjørn Nørgaards gobeliner. Imens lyder toner af renæssancemusik.

Annonce

Næsen udfordret

Undervejs bliver udstillingen på sin vis tredimensionel, for også dragterne, modellerne bærer på billederne, er udstillet. Man kan gå rundt om dem, studere detaljerne og fornemme kvaliteten af den fede håndbroderede silke og de lækre skind, Jim Lyngvild har haft nål og tråd igennem. Så pyt med, at perler og diamanter er fake - der er kjoler, man mere end godt gad skrue sig ned i.

Udstillingen på Kronborg viser også de dragter, Jim Lyngvild har kreeret og klædt sine modeller i. Her er silke, håndbroderier, pelse og luksus i metervis - og falske diamanter og perler. Uanset ligner det "en million" og er i sig selv hyggeligt at gå på opdagelse i. Foto: Nikki Jeffries

Pludselig breder sig også en parfumeret duft af særligt roser og udefinerbare urter. Et forsøg på at nærme sig lugten af renæssance. Det er overraskende også at blive udfordret i næsen, men som svag parfumeallergisk er det godt, at det sker behersket.

Uanset er duften dejligere end den hengemte, da udstillingen til sidst mødes med og favner nogle af de gamle Kronborg-tapeter. Her er gardinerne rullet for, for solens stråler er skadelige for de 400 år gamle værker, hvis farver har mistet en del af gejsten.

I en kort film gennemgår Poul Grinder-Hansen et af de gamle tapeter - nu tilsat musik, farver, bølgegang og forklaring af detaljer. Det er forfriskende.

Det er elegant at knytte Lyngvild og hans kongerække til Kronborg-tapeterne. Som gæst griber man sig selv i at have fået et skærpet blik og en hang til at lede efter detaljer i de gamle væverier. Som om, at Jim Lyngvilds vilde fantasi har været så frisk et pust, at det har blæst støvet væk.

Det står derfor hurtigt klart, at man heller ikke i 1580'erne havde behov for at være historisk korrekt. På Kronborg-tapeterne ser alle de afbillede ud som mennesker fra renæssancen. At vise slottets gæster den danske storhed "gennem alle tider" har været det vigtigste.

Vi har altid skildret fortiden med nutidens blik og ud fra nutidens værdier og ambitioner. Jim Lyngvild gør det 2021-agtigt, og det er "konge".

"Kongerækken på Kronborg. Fakta og fantasi med Jim Lyngvild og Poul Grinder-Hansen" kan opleves frem til 24. oktober 2021.

Om udstillingen

Hvis du har hørt om Jim Lyngvilds kongerække før, kan det skyldes, at han har udgivet bogen "Danmarks Konger og Dronninger", hvori han i billeder og korte tekster skildrer den danske kongerække - legemliggjort af nutidens mennesker iklædt bud på datidens klæder.

Denne bog skabte grundlaget for udstillingen "Kongerækken med Jim Lyngvild" på Koldinghus med 85.000 besøgende.

Udstillingen er nu flyttet til Kronborg i en ny version. Billederne er større - op til tre meter - flere af dem er nye, og seniorforsker ved Nationalmuseet, Poul-Grinder Hansen, sørger for at skille fakta og fantasi.

Jim Lyngvilds billeder er desuden gentænkt som vægtapeter til det gamle kongeslot. For det er ikke første gang, at kongerækken våger over Kronborg Slot. Frederik 2. fik i sin tid vævet 43 kongetapeter, eller gobeliner, til Dansesalen. De afbildede 101 danske konger; fra sagnkongen Dan til Frederik 2. selv og hans søn Christian (4.). Formålet var at imponere, propagandere og i det hele taget tage sig så godt ud som muligt.

Kun 15 af de gamle Kronborgtapeter er bevaret. I særudstillingen kan man se seks af dem.

Dette billede hedder Erik af Pommern & Philippa Skakduellen".  Jim Lyngvild vil vise, at Philippa overstrålede sin mand i kløgt. Her har hun netop vundet, mens Eriks plejemor, Margrete 1. tænker sit. Foto: Jim Lyngvild.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle For abonnenter

Den ene gravede have - den anden ligger syg og har lånt krykker: Vandrekammerater tager ny udfordring næste år

Alarm 112 For abonnenter

87-årig døde ved brand i ældrebolig: Der var hverken røgalarm eller sprinkler i lejligheden

Annonce