Annonce
Trekantområdet

Stigningen i ledige fortsætter stille stigning i Kolding

Antallet af nye forsikrede ledige er siden før coronakrisen steget med cirka 45 procentpoint i Kolding Kommune. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Antallet af ledige i Kolding fortsatte med at stige i maj. Men stigningen er fladet noget ud på det seneste.

Kolding: Ikke overraskende er ledigheden i Kolding på sit højeste lige nu siden coronakrisen for alvor brød ud for lidt over to måneder siden.

Lige nu er der 2354 forsikrede ledige i Kolding Kommune, og det er en stigning på lidt over 45 procentpoint siden, før coronakrisen lukkede store dele af Danmark ned og sendte tusinder landet over ud i arbejdsløshed.

Dengang var der cirka 1600 forsikrede ledige i Kolding, men siden er dette tal steget med omkring 754.

Den største stigning skete fra midten marts og indtil begyndelsen af april. Siden stabiliserede antallet af nye ledige sig lidt for så at stige igen omkring den 1. maj.

- Vi oplevede et lille nøk på 1. maj. Mange af dem, der havde fået varslet deres afsked, blev først ledige ved månedsskiftet. Derefter fladede stigningen lidt ud igen, siger arbejdsmarkedschef i Kolding Kommune, Jakob Gudbrand.

Annonce

Ledige

  • Før coronakrisen ramte Danmark, var der cirka 1600 forsikrede ledige i Kolding Kommune.
  • 19. marts var tallet 1840.
  • 4. april var tallet 2170
  • 20. april var tallet 2300
  • 20. maj var tallet 2354

Kurven vil flade ud

Hvis han skal kigge i krystalkuglen og spå om udviklingen i ledigheden lokalt i den nærmeste fremtid, tror han realistisk ikke på, at de seneste ugers øgede genåbning betyder, at et stort antal ledige nu kan strømme tilbage på arbejdsmarkedet.

- Mange af de steder, der nu er åbnet igen, har måske ikke medarbejdere, der har meldt sig ledige. I stedet har disse medarbejdere for eksempel været sendt hjem med lønkompensation. Derfor er det ikke sikkert, at vi vil se et markant fald i ledigheden i den nærmeste fremtid. Men jeg håber det naturligvis, og vi arbejder også hårdt for det, siger Jakob Gudbrand.

Han understreger dog, at han tror på, at stigningen i ledighedskurven vil fortsætte med at "flade ud" i det næste stykke tid.

For at ledigheden skal i gang med at dykke, kræver det, at der kommer mere gang i hjulene, og at folk begynder at bruge flere penge, mener arbejdsmarkedschefen.

På trods af en fladere ledighedskurve end i begyndelsen af coronakrisen ser han fortsat med bekymring på omfanget af ledige i Kolding.

- Jeg er da bekymret. Det er en stor mængde af mennesker, der er blevet ledige siden marts, siger Jakob Gudbrand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce