Annonce
Fredericia

Stjålet rendegraver blev bjærget fra 13 meter dybt vand: Fire vejlensere sigtet i sagen

Dykker ved TrekantBrand Kaster Bjørnager Gregersen gør sig klar til dyk. Foto: Nana Hanghøj

TrekantBrand sendte dykker i vandet for at rendegraver kunne hales på land. Rendegraveren skulle op for ikke at risikere miljøspild på 13 meter vand.

Lyngsodde: Det var et dykkerselskab ved Lyngsodde, som under en dykning søndag formiddag opdagede rendegraveren på 13 meter vand ved kajkanten.

- Jeg fik meldingen ved 10-tiden og så fik jeg kontakt med ejerne, og vi blev enige om, at de ville skaffe en kran og jeg ville få vores dykkere fra stationen i Vejle til at rykke hertil, siger indsatsleder Jan Møller fra TrekantBrand i Fredericia.

Klokken 13 var BMS-kranen kørt i stilling og dykker Kasper Bjørnager Gregersen klar til at springe i Lillebælt. Han havde på forhånd fundet frem til rendegraverens præcise placering neden for den del af bolværket, som var blevet smadret af rendegraverens flugt over kajkanten.

Bevæbnet med line, mikrofon og gopro-kamera hoppede Kasper Gregersen i det seks grader kolde vand.

Kort efter kunne BMS-kranen sænke kæderne ned under vandoverfladen, hvor det et øjeblik så lidt kritisk ud om de var lange nok.

Annonce
Dykkertjenesten i Vejle rykkede til Lyngsodde for at hjælpe med bjærgningen af rendegraveren søndag eftermiddag. Foto. Nana Hanghøj

Rendegraver på højkant

Den store taljeblok stoppede lige i overfladen, og kunne så begynde at trække i land. Kasper Gregersen havde da fået sikret kæderne omkring rendegraven, så den kunne hænge forsvarligt.

- Det var en smule besværligt, for den stod på højkant nede på bunden. Men det gik, siger Kasper Gregersen, da han igen har fået land under fødderne.

Efter samlet et par timers indsats stod rendegraveren på blokvognen og kunne fragtes hjem til Jørgen Suhrs virksomhed på Egumvej.

Jan Møller kunne konstatere, at rendegraveren ikke havde nået at forårsage miljøskade i Lillebælt.

Taljeblokken kunne lige netop undgå at komme under vand, mens kæderne under den blev slynget om rendegraveren. Foto: Nana Hanghøj

Vejlensere sigtet

Lørdag aften blev fire vejlensiske mænd i alderen 20-22 år anholdt på Ballesvej i Snoghøj. Anholdelsen skete efter, vidner havde kontaktet politiet med information om, at der blev lyst med lommelygter på byggepladsen lige over for DLG's kommende domicil i Snoghøj.

Da patruljen kom til stedet lørdag aften, blev den mødt af en personbil, hvor der var koblet en mandskabsvogn fra byggepladsen til. Søndag formiddag var afhøringerne af mændene stadig i fuld gang, men de blev sidenhen løsladt - dog stadig sigtet. Hvorvidt de sigtes for at have kørt rendegraveren fra byggepladsen ned i havnen, kunne vagtchef fra Sydøstjyllands Politi Halfdan Kramer søndag ikke sige noget om. Ifølge ham er sagen nu overgivet til efterforskningen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce